Menu

Målfest for serie 3 herrer

image
RG
04. april 2022 kl. 09:39
Lørdag d.2/4 tog Støvrings førstehold i serie 3 imod Doense/Vebbestrup IF på kunststofbanen. Det var begge holds andet opgør, Doense/Vebbestrup IF havde tabt deres første opgør, imens Støvring havde trukket det længste strå ude mod Farsø og havde indkasseret 3 point på kontoen.

SIF kunne stille med stort set samme trup, som i holdets første opgør.
Modstanderholdet var til kampen desværre noget ramt af afbud, hvilket hurtigt kom til udtryk, i en kamp der viste sig at være spil til et mål fra start til slut.

SIF startede med at være i kontrol og spillede bolden godt rundt på banen imens Doense/Vebbestrup IF lurede på omstillinger.

Efter 17 minutters spil, kom der udbytte af SIF-dominansen. Ulrik Kjærgaard scorede flot, assisteret af Mads Harbo. Dette blev starten på et sandt målorgie fra de to. Efter 37 minutter havde Ulrik lavet et vaskeægte hattrick. Han scorede yderligere en gang inden pausen inden Mads Harbo scorede til 5-0 kort inden pausefløjtet.

SIF brugte pausen på at lave et par udskiftninger og justere lidt på opstillingen.

Kort inde i 2. halvleg blev SIF reduceret til 10 mand efter Mads Harbo så gult.
I undertal fandt Ulrik Kjærsgaard endnu en gang vej til netmaskerne og  scorede sit femte mål. Ulrik Kjærgaard og Mads Harbo var langt fra færdige med deres målshow. Det blev til yderligere tre scoringer fra hhv. Mads Harbo og Ulrik Kjærgaard. Således at de to stod for alle elleve scoringer i 11-0 sejren.

Cheftræner Uffe Agerbo var naturligvis godt tilfreds med sæsonens anden sejr:

“Det er vist første gang jeg har prøvet at vinde 11-0 i en seniorkamp.
Der var klasseforskel på de to hold i dag på alle parametre. Alligevel vil jeg gerne rose Doense/Vebbestrup for deres indstilling. De kæmper det bedste de har lært og spiller en fair-play kampen igennem.

Jeg har også kun roser til mine spillere i dag, som bevarer koncentrationen i størstedelen af kampen. Jeg ved godt, at det kan være svært at bevare koncentrationen,  når man føler at man er i kontrol fra start til slut - derfor kommer der også nogle lidt sløsede afslutninger i kampens slutning.

Kampen i dag gav mig også mulighed for at eksperimentere lidt med opstillingen, så alle spillere fik godt med spilletid og fik spillet lidt forskellige positioner.

Slutteligt er det jo også fantastisk når ens angribere viser målnæsen og står for 11 mål. Lidt ærgerligt, at vi ikke får flere forskellige målscorere i dag, chancerne var bestemt til det.

På lørdag står vi overfor en vanskelig opgave ude mod Øster Hornum kl.13.00. Det er et rigtig stærkt hold, som har 4 point på kontoen efter sæsonens første to kampe.”

Luk