Menu

Kvinderne kværner konkurrenterne

image Pausesnakken sad lige i skabet, for i anden halvleg var SIF altdominerende
RG
04. oktober 2020 kl. 14:29
Med 8 sejr ud af 9 mulige vandt kvinderne i Jyllandsserien i går 4-0 hjemme over Aalborg Freja. Holdet er nu noteret for 25 point i 9 kampe, efter 8 sejre og en enkelt uafgjort.

Det har set godt ud længe. Og nu ser det for alvor lyst ud for kvinderne i Jyllandsserien. 25 point for 9 kampe er den øjeblikkelige status for SIF´erne på førstepladsen. Tilmed er der hele 10 point ned til DHF på andenpladsen der dog har spillet én kamp færre.

Gårsdagens kamp mod Aalborg Freja gav en forventet hjemmesejr og træner Jan "Krølle" Nielsen var da også fint tilfreds efter kampen:
- Vi kommer hurtigt foran efter blot halvandet minut, og det bliver måske lidt en sovepude i resten af første halvleg. Vi har godt nok 2-3 chancer som bør give scoringer, men Aalborg Freja har til tider et fint tryk på os, og har et hav af hjørnespark.
- Vi modstår heldigvis presset og får snakket godt om tingene i pausen og lagt en god plan for hvordan vi kunne blive endnu farligere i anden halvleg.
- Den plan lykkedes og vi får sat os godt på tingene i stort set hele anden halvleg, hvor vi scorer yderligere 3 mål, så slutfacit bliver 4-0. I øvrigt Helene Andersen der laver alle vores 4 mål og dermed er hun nu oppe på 17 scoringer i vores 9 kampe.
- Nu gælder det om at fastholde fokus på én kamp ad gangen. Der er ingen tvivl om at når vi kigger på stillingen så kan vi alle se at det ser overordentlig fornuftigt ud og det vil være en skuffelse for os, hvis vi ikke formår at holde fast i førstepladsen, men vi ved også godt at det kun sker hvis vi holder fokus på én kamp ad gangen.
- Derfor har vi fuldt fokus på tirsdagens opgør mod B52. Netop B52 satte en kæp i hjulet for os sidste år. De 3 point vi ikke fik dengang, endte vi med at stå og mangle. Det skal ikke ske igen, og derfor forventer jeg at vi på tirsdag får et endnu mere motiveret SIF-hold at se end nogensinde.

Luk