Menu

Ny Klubansvarlig i Støvring IF Fodbold

image
31. januar 2023 kl. 16:48
I et felt med mange kvalificerede ansøgere, har Støvring IF Fodbold nu fundet sin nye Klubansvarlige. Det bliver 54-årige Flemming Neesgaard som fremover vil lede Støvring IF Fodbolds forening og dens mange frivillige ledere, trænere og fremfor alt godt 900 medlemmer.

Flemming kommer med flere års erfaring fra bl.a. Skive IK som Børne og Ungdomsudviklingstræner og fodboldfaglig ansvarlig for FC Midtjyllands AKT+ centre i Skive og Thisted.

Flemming har desuden tidligere erfaring som selvstændig indenfor ejendomsvedligeholdelse og som Glarmester, hvoraf Flemming også har erfaring indenfor ledelse og økonomi.

 

Støvring IF Fodbolds bestyrelsesformand Søren Bjerregaard Pedersen udtaler: ”Med Flemming får vi en stærk faglighed, kombineret med viden og erfaring indenfor dét at drive en virksomhed. Samtidig har Flemming netop været med til at udvikle Skive IK, som er en klub som vi i Støvring har meget til fælles med, både hvad angår medlemsantal og livet som ”en større by udenfor de helt store byer”. Flemming har imponeret ansættelsesudvalget og vi glæder os til at arbejde sammen med ham og udvikle vores klub.”

 

Udover stærke fodboldfaglige og virksomhedsmæssige kompetencer har Flemming UEFA Youth A-licens og er Trænerudvikler for DBU Jylland, hvor han underviser trænere på DBU-kurser i Jylland.  

 

Hovedpersonen selv, Støvring IFs nye Klubansvarlige glæder sig til udfordringen: ”Jeg lever og ånder for fodbold, og elsker specielt den udviklingsmæssige del. Støvring IF har allerede er super godt fundament, og et godt ry, som jeg jo bl.a. kender fra Vildbjerg Cup hvor Skive også er repræsenteret. Min erfaring fra ejendomme og som glarmester gør, at jeg føler mig godt klædt på til at lede den samlede fodboldmæssige forretning i Støvring IF Fodbold.

Dét, jeg mangler nu, er at møde alle trænerne, spillerne og forældrene og det glæder jeg mig rigtigt meget til - og så glæder jeg mig til at komme tættere på min søn i Aalborg” slutter Flemming.

 

Flemming Neesgaard har første arbejdsdag allerede 15. februar 2023 og vil herefter blive introduceret for afdelingerne, ligesom han vil være til stede til standerhejsning for de yngste d. 1. April.

Luk