Menu

Generalforsamling i SIF afholdt

image
RG
31. marts 2022 kl. 09:35
Klubhuset dannede i går onsdag, rammen om årets generalforsamling.

Søren Konnerup blev startende valgt som dirigent og kunne konstatere at generalforsamlingen var lovligt varslet.
Herefter fremlagde formand Søren Bjerregaard Pedersen beretning, som blev godkendt af generalforsamlingen. Beretningen kan læses i sin fulde ordlyd nedenfor.

Kasserer Mads Stenstrop fremlagde regnskabet for 2021, der udviste et overskud på kr. 42.956,- Der er i 2022 budgetteret med et overskud på kr. 19.500,-
Både regnskab og budget blev godkendt.

Formanden blev genvalgt. Det samme blev Brian Schmidt og Martin Åskar. Herudover var der nyvalg til Brian Bloch, der afløser Rasmus Numan Petersen, der ønskede at udtræde.

Lisa Mikkelsen og Trine Borgbjerg Jensen valgtes som suppleanter, ligesom der var genvalg til Heidi Balle Aaen og Laurits Høeg som revisorer.

Under eventuelt blev der primært debatteret om den nuværende og fremtidige tøjordning, der oplever visse udfordringer, primært på leveringstider.

Aftenens store højdepunkt var bespisningen undervejs i form af tarteletter :-)

Formandens beretning kan læses her:

Beretning 2021 fra Søren Bjerregaard Pedersen

Bestyrelsesformand, Støvring IF Fodbold

Aflagt ved generalforsamling, Marts 2022

2021 var et hæsblæsende år, både hvad angik det sportslige og arbejdet udenfor banen. Her er et lille udpluk af arbejdet udenfor banen.

  • Vi slog medlemsrekord i 2021 og er i skrivende stund 881 medlemmer
  • Vi afholdte, på trods af Corona, i alt 8 DBU-træninger
  • Sponsorudvalget har virkelig fået fat, og vi har fået en flot indrammet Bane 1, samt yderligere sponsorater. Rema 1000 er ligeledes tilgået som ny hovedsponsor, hvilket vi er rigtig glade for.
  • Flagallé havde virkelig travlt i 2021 og sørgede også for en god indtægt
  • Endnu engang ny rekord for ”Små fødder leger” hvor 55 børn i alderen 3-5 år leger fodbold på vores multibane (Bygma Arena).
  • DBU fodboldskole i sommeren 2021 med 112 deltagere. Dette gentages endnu engang i 2022 og blev udsolgt indenfor et døgn. Vi er på vores kapacitetsgrænse og håber derfor at få opgraderet vores faciliteter i samarbejde med Rebild Kommune.
  • SIFs egen fodboldskole i efterårsferien med 70 deltagere
  • SIFs første ”Matchday” blev afholdt i 2021 med 3-400 deltagere fra hele byen. Det var virkelig en god dag med liv på Stadion og et tilhørende sponsorarrangement for vores sponsorer.
  • Salg af julekalendere slog igen rekord. Stor tak til koordinatorerne i de enkelte afdelinger, som gør en kæmpe indsats med at få afsat disse julekalendere, sammen med de yngste medlemmer.
  • Julestævnet Select Technica Cup’s 50-års jubilæum blev udskudt med endnu et år, og vi håber at kunne holde et brag af et julestævne i 2022

Men vi skal også huske alt det sportslige som jo foregår ude på banerne:

Vores seniorhold på hhv. Dame- og Herresiden havde ikke det bedste år i 2021. Efter nogle år med fremgang, måtte vi sande at tiden var inde til et par nedrykninger fra hhv. Kvindeserie Vest og Serie 1. Grundene var mange, men på den lyse side har vi fået indsluset nogle store og dygtige ungdomsårgange, som giver et godt fundament for fremtiden.

For de ældste ungdomsholds vedkommende (U13-U19), har vi stabilt fastholdt vores niveau i alle aldersklasser på Liga 2/3 niveau, samtidig med at vi i de fleste årgange har kunnet mønstre 2 hold.
For de yngre ungdomshold (U12 og yngre) kan vi også her mønstre 2-3 hold i stort set alle årgange.
Det vidner om at vores store korps af frivillige trænere, dagligt udfører et storartet stykke arbejde, der ikke kan værdsættes nok.
2022 bliver året hvor vi igen skal sende en stor og flot lejr til Vildbjerg Cup, efter to års aflysning. Lad os igen skabe den flotteste lejr i blåt og hvidt sammen vores Vildbjerg Cup sponsor Nordkabel.

Tilskud fra fonde, kommunen o.a

Der er igen i 2021 arbejdet konkret med fondsansøgninger og dialog med Rebild Kommune om midler til forbedring af vores anlæg og andet.

Derudover søgte vi i december 2020 Jutlander Fonden Himmerland til nyt nøglebriksystem til klubhuset og banernes lysanlæg. Det resulterede i en donation på 24.000 kr. dette blev implementeret i 2021.

Ligeledes blev både vores Matchday og vores fodboldskole i efteråret støttet af Corona-genstartspuljer fra Rebild Kommune.

Overordnet kan det ikke siges for meget. TUSIND tak til de lokale fonde. Husk at støtte dem, for de støtter os og har gjort det igennem mange år.

Samarbejde med Rebild Kommune

Vi har sendt ansøgning ind til Rebild Kommune på nødvendig opgradering af vores anlæg. Vi er indstillet på at lægge en egenfinansiering, men det er nødvendigt med Rebild Kommunes opbakning til projektet. Derfor vil gerne anmode alle medlemmer om at gøre vores kommune opmærksomme på nødvendigheden af dette.

Tøj

Vi har haft store udfordringer med vores tøj det seneste år, delvist grundet Corona delvist grundet trykkerudfordringer. Vi får mange kommentarer omkring dette og jeg vil gerne her sige at vi gør alt hvad vi kan, men at dette er en udfordring for mange klubber og alle tøjmærker. Tøjudvalget er FRIVILLIGE og vi har kun interesse i at få tøjet så hurtigt frem til jer som muligt, da vi jo også ønsker at se tøjet på børnene i gadebilledet.

Herfra min stol skal lyde en kæmpe tak til Brian Schmidt og resten af tøjudvalget (det som ikke er stoppet pga. negative kommentarer) og vi ser frem til et bedre og mere produktivt tøjår i 2022.

Cafeteriaet

2021 i cafeteriet var præget af en omstilling. Vi havde udfordringer med at sikre åbningstider grundet en hård corona-tid. Et åbent cafeteria er essentielt for vores sammenhold – det er HER vi mødes.

En KÆMPE tak til Brian Bloch, Kim Lyngberg m.fl. for at yde denne indsats! Vi skal bruge frivillige hænder til dette arbejde, så hvis Brian og Kim rækker ud til jer for hjælp til dette, så bak venligst op så vi kan have åbent så tit som muligt.

Tanker om fremtiden

For første gang i flere år, kan vi i 2022 afholde generalforsamling i marts, som det normalt forholder sig. Det er et dejligt tegn på at COVID-19 endelig er ved at slippe sit tag i vores liv. Lad os håbe det ikke kommer igen foreløbig, men vi må alt andet lige sande, at vores beredskab i den slags situationer er godt, ikke mindst takket været vores ansatte som har taget en stor rolle på sig. Jeg tror at dette har givet den nødvendige ramme for vores trænere og koordinatorer i de enkelte afdelinger, som så derfra har løftet opgaven med bravour. Jeg kunne ikke være mere stolt at jeres måde at håndtere de seneste par år på. Lad det være et bevis på at vi, som forening og fællesskab, kan håndtere rigtig meget.

Dét bliver der nemlig behov for i de kommende år. Alene i 2021 voksede vi med 150 medlemmer og satte på ny rekord. Vi er nu omkring 900 SIF’er og inden længe vil jeg tro at vi rammer 1.000 medlemmer. Det er 50% vækst på bare tre-fire år. Omstændighederne er jo glædelige. Det er fantastisk at opleve det liv, som er på stadion i højsæsonen. Det sætter selvsagt nogle krav til os alle som medlemmer (og forældre til medlemmer). Båder i forhold til baner og omklædningsrum er vi presset og i vil derfor alle opleve at skulle give lidt af jer selv for fællesskabets skyld.

Vi laver derfor i 2022 er par ændringer, som i alle vil kunne mærke, og som er vigtige for jer alle:

  • Som noget nyt i 2022 introducerer vi ”Foreningsopgaven”.

Vi lever som foreningen af de opgaver som vores medlemmer og familier udfører, og vi ser samtidig at disse opgaver giver venskaber på tværs af afdelinger og årgange.

På opfordring fra jer, ændrer vi i år lidt i konceptet. Fra 2022 vil vi fra årets start lave en plan over samtlige aktiviteter og derefter uddelegere disse til afdelingerne. På denne måde sikrer vi at vi alle tager en lille del af ansvaret. Med denne ændring kender man nu tidspunktet allerede i marts, så I har muligheden for at kunne planlægge i god tid.

  • Fra 2022 har vi desuden taget cafeteriet ”hjem” og har nu selv arbejdet med cafeteriet. Det er vigtigt for os at cafeteriet er et samlingssted. Vi har nogle andre muligheder, når vi selv har cafeteriet, så vi har valgt at investere i dette i de kommende år.

Vi vil gøre hvad vi kan for at det bliver en succes, men jeg håber også at I vil støtte op og bruge lidt tid i cafeteriet sammen med jeres børn i det kommende år – ikke nødvendigvis hver gang, men kig ind når i har tiden og støt op. Pengene går jo til klubben og jeres børns fodbold, så det må siges at være ”et godt formål”.

  • Vi får stadig større børneafdelinger og derfor ekstra mange forældretrænere.

Fra 2022 vil vi investere i, at alle trænere skal have træneruddannelse på C-niveau, så disse vil blive udbudt i stor stil til vores trænere i Støvring IF. Det er ikke noget som kræver lang tid, men det giver en god indgang til at være frivillig fodboldtræner.

Hvis man vil mere end C-niveau, er vi selvfølgelig også klar til det.

  • Fra 2022 har vi desuden gentænkt opgaveløsninger, da både Kim og Rasmus har behov for at kunne bruge tid på de nye områder.

Rasmus er som foreningsansvarlig i spidsen for de nye træneruddannelser og samtidig for gentænkningen af de større ungdomsafdelinger, samtidig med at han er primus motor for nogle af vores større turneringer.

Kim er som Klubhusansvarlig i spidsen for koordinationen af (og livet i) cafeteriet og påtager sig en større rolle i udviklingen af vores seniorafdeling.

Fra bestyrelsens side, håber vi at i tager godt imod de nye ændringer og støtter op om vores arbejde for at skabe en sammenhængende og nærværende forening, selv med den store størrelse. Vi er overbevist om at det godt kan lade sig gøre. 

Tak til de frivillige

Frivillighed i Støvring IF er en obligatorisk ting for alle medlemmer. Vi kan simpelthen ikke få klubben til at hænge sammen uden. Det er tilmed en god mulighed for at øge sit netværk i klubben og skabe mere sammenhold. Derfor vil vi øge indsatsen for at få endnu flere frivillige med i fremtiden og introducerer nye tiltag herfor.

Der er dog også frivillighed der kommer helt af sig selv og det er også nødvendigt fremadrettet.

Med fare for at glemme nogen vover jeg mig ud i at takke disse frivillige:

  • Stor tak til de frivillige træner og ledere som hver dag er med at gøre en forskel i alle vores fodboldtilbud.
  • Tak for frivillig hjælp til store og små opgaver som eksempelvis:
    • Julestævne og stævnekoordination
    • Koordination af Matchday
    • Hjælp til hjemmeside og årsplan
    • Kontingentopkrævning
    • Hjælp til gennemgang af forsikringer
    • .. og en masse andre opgaver. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre.

Slutteligt stor tak til Henrik Pilgaard for den store indsats som kampfordeler og mange andre administrative opgaver.

Tak til bestyrelsen og vores medlemmer

I 2021 var der genvalg til hele bestyrelsen. Jeg vil gerne takke for det gode arbejde

Der har været et godt samarbejde i bestyrelsen. Bestyrelsesmøder i fast turnus hver 4. uge og herudover en god Messenger gruppe hvor der har været mulighed for at orientere hinanden om alt og træffe hurtige beslutninger.

Vi har en god bestyrelse, med grene ud i mange forskellige afdelinger. Vores mål er, at vi er jeres forlængede arm, så døren er altid åben i tilfælde af spørgsmål eller andet.

Jeg vil gerne afslutte formandens beretning for 2021 med en særlig tak til vores godt 900 medlemmer for deres opbakning i klubben i 2021. Mange foreninger har oplevet medlemsnedgang, men ikke os – det er jeg meget taknemmelig for.

Vi afsatte sidste år 25.000 kr. til sociale midler, og det har vi valgt at gøre igen. Brug det nu til NOGET EKSTRA. Det har afdelingerne brug for, efter et par uden muligheder for fællesskab. Fodboldoplevelsen og fællesskabet skal tilbage som det var før COVID-19, hvor venskaber skabes i og omkring vores klub.

Luk