Menu

SIF indvier kunstgræsbaner før JS-brag om oprykning

image Der er officiel indvielse af kunsgræsbanerne lørdag 31/10 kl. 11.00, og kl. 13.00 spiller JS-mandskabet samme sted om oprykning til forårets Jyllandsserie 1. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
26. oktober 2015 kl. 13:19
Lørdag 31/10 er der kl. 11.00 officiel indvielse af de nye kunstgræsbaner, og kl. 13.00 spiller førsteholdet i Jyllandsserien om oprykning til forårets Jyllandsserie 1. Det er planen, at den knaldperle fyres af på kunstgræsbanen. Læs mere her....

Lørdag 31/10 er en festdag hos Støvring IF Fodbold, og der kan komme ekstra kolorit på festlighederne midt på eftermiddagen.
Forklaring: Som trin 1 er der officiel indvielse af de nye flotte kunstgræsbaner, en 11-mands-, en 5-mands- og to 3-mandsbaner på samlet 10.800 kvadratmeter placeret på den gamle bane 3, og det sker fra kl. 11.00.

To timer senere lyder startfløjtet på den sidste kamp for førsteholdet hos herresenior i Jyllandsserien i efteråret 2015, og med en sejr over kronjyske Hornbæk SF sikrer SIF Fodbold sig en plads i forårets Jyllandsserie 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien.
Og den kamp spilles - som trin 2 - efter hensigten på den nye kunstgræsbane.

SIF-mandskabet, der på forhånd er sikre på at undgå nedrykning til Serie 1, kan kun bruge en sejr til noget. Ellers står den på Jyllandsserien 2 til foråret, hvor der spilles om at undgå degradering til Serie 1.

- Vi håber på, at rigtig mange vil møde op til både den officielle indvielse af kunstgræsbanerne og til "finalen" for JS-holdet, siger Poul Erik Lykke, formand for SIF Fodbold.

De nye kunstgræsbaner står i den nette sum af cirka 3,3 millioner kroner. Et kommunalt tilskud på 2,5 millioner kroner, 750.000 kroner fra A. P. Møller Fonden og 75.000 kroner fra klubbens hovedsponsor Jutlander Bank dækker dette beløb.

- Lene Aalestrup (C), formand for fritids- og kulturudvalget i Rebild Kommune, skal sammen med to ungdomsspillere fra SIF Fodbold klippe snoren over, og vi forventer også, at formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, samt Peter Overby, klubkonsulent i DBU Jylland, tager del i løjerne. Vi har inviteret repræsentanter fra fodboldklubber, Rebild Kommune, leverandører og sponsorer, og alle aktive i SIF Fodbold - spillere, ledere, trænere og forældre - er selvsagt velkomne til at tage del i indvielsen af kunstgræsbanerne, fortsætter Poul Erik Lykke.
Det er også meningen, at nogle ungdomshold træner på kunstgræsbanerne i forbindelse med indvielsen, men fra kl. 12.00 skal kunstgræsbanerne stå til rådighed for aktørerne i den spændende slutkamp i Jyllandsserien.

Gæsterne fra Hornbæk skal også vinde kampen for at være helt sikre på en plads i forårets Jyllandsserie 1. Seks af de otte hold i JS-puljen er inden sidste spillerunde i spil til de fire pladser, der sikrer avancement til forårets Jyllandsserie 1.


Lørdag aften slutter festdagen også af med træner/lederfest i klubhuset.

 

 

Luk