- Vi glæder os til svær åbningskamp
De tabte kun én kamp i efterårets 14 kampe i deres Jyllandsserie-pulje, og 10 sejre krydret med tre uafgjorte kampe rakte så rigeligt til en suveræn førsteplads for Brabrand-klubben Vatanspor.
Skærtorsdag kl. 14.20 får Vatanspor så besøg af SIF Fodbold i forårspremieren i JS 1, hvor der står oprykning til Danmarksserien på spil.
- Vi skal op mod et rigtig godt hold, vurderet udfra de oplysninger, vi har kunnet samle sammen, og vi får med garanti vores sag for, men vi glæder os til kampen, siger Allan Christensen (foto herover), SIF-cheftræner.
SIF-mandskabets forberedelser har ikke været helt optimale p.g.a fravær af for mange spillere til træning og kampe p.g.a ferie, arbejde og skader.
- Vi har fået et vanskeligt startprogram med først Vatanspor på udebane skærtorsdag og så en hjemmekamp mod Skovbakken mandag 2. påskedag, men vi har tænkt os at krige og gøre en god indsats i begge kampe, fastslår Allan Christensen.
Han har udtaget følgende bruttotrup til kampen mod Vatanspor: Michael Nielsen, Stefan Pilgaard, Lars Bo Hansen, Mike Hansen, Christoffer Olesen, Anders Nielsen, Nicolaj Hvilsom, Lasse Pilgaard, Mads Harbo, Thomas Nielsen, Patryk Kristensen, Mathias Kielgast, Mike Long og Pedro Lumbala.
Busafgangen til Aarhus er fremmrykket til kl. 11.15. Der er angiveligt stadig ledige pladser for interesserede tilskuere i spillerbussen - man kan kontakte enten Nicolaj Hvilsom eller Kim Lyngberg, hvis dette skulle have interesse.