Topholdet på menuen for JS

To sejre i de seneste tre kampe har skabt fornyet tro på, at Jyllandsserie-mandskabet kan redde livet og undgå degradering til forårets Serie 1, men det er en giftig og skarp modstander, der er på menuen lørdag 3/10 på udebane.
Modstanderen er JS-puljens suveræne tophold Hobro IK, der stadig er ubesejret efter 9 af 14 spillerunder i dette efterår. Hobro-mandskabet kan se tilbage på 6 sejre og tre uafgjorte kampe - og i de seneste tre kampe har HIK-mandskabet gjort rent bord med tre sejre på stribe. Samlet målscore efter ni kampe: 25-13.
Og Hobro-mandskabet er på den konto stukket af i toppen af puljen, hvor nr. 1 til 4 sikrer sig adgang til forårets Jyllandsserie 1. Med 21 point har Hobro IK 7 point ned til puljens toer, Hirtshals Boldklub.
Til gengæld er alt mere eller mindre åbent fra nr. 2 til 8 i puljen. Der er blot 6 points margin mellem Hirtshals Boldklub på andenpladsen til SIF Fodbold på 8. pladsen - Hirtshals har 14 point på bogen, SIF Fodbold har 8.
Og SIF-mandskabet kører lørdag de 30 kilometer til Hobro med fornyet tro på tingene. Sejre på 5-4 og 4-3 over henholdsvis Hornbæk SF og Hjørring IF (foto herover) i to af de tre seneste kampe betyder, at SIF-mandskabet nu blot har to point op til Hjørring IF på den sjetteplads, der definitivt er lig med, at man er helt ude af billedet til nedrykning til Serie 1.
Mens Top 4 i efteråret går i forårets JS 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien, kommer nr. 5 og 6 i JS 2 - og det sidste gør også de to bedste 7'ere i efterårets fire JS-puljer. I JS 2, som SIF vandt så sent som i foråret 2015 efter oprykning fra Serie 1, spilles der om at bevare JS-status og undgå nedrykning til Serie 1.
Med 5 spillerunder - og altså 15 point at spille om - igen er det positive, at SIF-mandskabet har afgørelsen på egne støvlesnuder, og mulighederne forringes ikke af, at der ikke er stor pointmæssig afstand mellem JS-puljens 7 hold fra nr. to til otte.
Det skal heller ikke i den sammenhæng glemmes, at der for SIF-holdet aktuelt blot er fire point op til Skjold Sæby på fjerdepladsen, og Top 4 spiller som nævnt i forårets Jyllandsserie 1.
Serie 2 - andetholdet hos herresenior - spiller også udebane lørdag 3/10.
Blamagen på 0-8 ude mod Gundersted IF skal meget gernes vaskes af lørdag mod St. Restrup IF i Frejlev, og den kamp fløjtes i gang kl. 13.00.
Med fem spillerunder igen har SIF-mandskabet aktuelt seks point op til den tredjesidsteplads, der fornyer billetten til forårets Serie 2.