Menu

To perlemål sikrede sejr og førsteplads

Af Jørn Eriksen
28. marts 2016 kl. 20:17
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien 1, tog Skovbakkens skalp blandt andet takket være to perlescoringer. 2-1 blev slutcifrene, og SIF slap ud af påsken med fire point for to kampe, hvilket sikrer en øjeblikkelig førsteplads i JS 1-puljen, hvor der spilles om oprykning til Danmarksserien. Læs mere her...

De fleste i SIF-lejren havde vist på forhånd gerne solgt forårets to første kampe i JS 1-puljen for fire point, og den pointhøst står SIF-mandskabet med efter 2-1 hjemme over Skovbakken mandag 2. påskedag, hvilket rækker til en meget fornem førsteplads i puljen, hvor de to bedste i den sidste ende rykker op i Danmarksserien og treeren skal møde nr. tre fra den anden JS 1-pulje om den femte og sidste billet til efterårets DS.

Det var to perlescoringer, der sikrede SIF-sejren på 2-1 over Skovbakken, der havde besejret Dronningborg Boldklub 4-0 i deres forårspremiere.
SIF kom foran 1-0 i det 18. minut på et opspil lige efter fodboldens a-b-c. Midtstopperen Lars Bo Hansen clearede en bold i egen forsvarszone, og efter fem-seks SIF-stationer uden Skovbakken-fødder på bolden kunne Lasse Pilgaard sende bolden i nettet til 1-0. Stefan Pilgaard, Thomas Nielsen, Mads Harbo og Henrik Bach var involveret, inden Lasse Pilgaard behersket kunne skubbe bolden i nettet på en tværpasning fra Henrik Bach i højre side - en smuk scoring.
Værre var det, at den offensive midtbanespiller og målscorer Lasse Pilgaard sekunder efter måtte lade sig udskifte p.g.a knas med lysken - ind kom Mike Long på højrekanten, mens Thomas Nielsen overtog rollen som offensiv midtbanespiller, men Lasse Pilgaard skulle dog senere komme i rampelyset igen.

Kampens to sidste scoringer faldt i opgørets 12 sidste minutter.
Det blev 1-1 i det 78. minut, da Skovbakken udnyttede et frispark fra deres venstre side - og medvinden - til at sætte SIF under pres. Bolden kom ikke ordentligt væk og en Skovbakken-spiller kunne banke bolden fladt i nettet til 1-1.
Efter pausen havde SIF meget svært ved at få sat tingene rigtigt op og var under pres, så man stod og frygtede, at gæsterne ville skabe balance i regnskabet.
Alligevel slog SIF til igen. Mads Harbo var på det tidspunkt humpet ud efter at være blevet sparket ned bagfra - ind kom Lasse Pilgaard.
Og med syv minutter igen satte Lasse Pilgaard sig igennem i højre side, gik til baglinjen og spillede Mike Long helt fri inde foran mål, og sidstnævnte fik scoret til 2-1.
Få minutter senere skiftede SIF igen Lasse Pilgaard ud, men trods lyskenproblemer havde han da sat sit markante aftryk på kampen.

Og så en dribling tilbage til første halvleg og stillingen 1-0.
Trods et gult kort til Skovbakken godt midvejs i første halvleg, var det gæsterne der begyndte at ligne en målscorer til 1-1, og Skovbakken indkasserede også endnu et gult kort 10 minutter før pausen.
Det havde derfor været perfekt timing - set med SIF-briller, hvis indskiftede Mike Long havde fået scoret til 2-0 i det 32. minut. Han gjorde alting rigtigt med en bolderobring i venstre side, skar ind mod mål og fik fra en spids vinkel sendt bolden på den ene stolpe - en tværbold til fremstormende Henrik Bach havde måske også været bedre, men ærgerligt, ærgerligt.

10 minutter før pausen appellerede Skovbakken for straffespark for hands med SIF-midtstopperen Mike Hansen i en uheldig rolle, men dommerens fløjte gav ingen lyd fra sig, og i stedet indkasserede gæsternes anfører kampens gule kort nr. to for brok.
Inden pausen fik Mike Long endnu en god mulighed, da han blev stukket fri af Mads Harbo i et godt kontraangreb, men gæsternes keeper fik afværget.
1-0 ved pausen.

Fra anden halvlegs start erstattede Kaspar Rynkeby så Mike Long. Og generelt var hjemmeholdet under pres uden dog, at det var fordi, Skovbakken spillede sig til en byge af åbne målchancer.
I det 68. minut skiftede SIF så Henrik Bach ud - ind kom Mike Long igen.
Fem minutter senere blev Mads Harbo skadet, da han blev sparket ned bagfra. Ind igen - som før nævnt: Lasse Pilgaard. Og samtidig erstattede Henrik Bach så Thomas Nielsen.

Man stod derfor og frygtede lidt, at gæsterne ville løbe med alle tre point, da de var kommet på 1-1 med 12 minutter igen, men så viste Lasse Pilgaard, at han kan afgøre kampe - selv i småskadet tilstand.
I det 85. minut måtte SIF-målmand Michael Nielsen redde oppe under overliggeren, da en Skovbakken-spiller sendte et behjertet saksespark afsted.
Ud og indhop i slutfasen: 88: Lasse Pilgaard ud, Thomas Nielsen ind. 90: Stefan Pilgaard ud, Rasmus Eriksen ind, og i overtiden indkasserede Skovbakken så deres 3. gule kort i kampen (brok).

SIF-startopstillingen 4-2-3-1: Michael Nielsen - Stefan Pilgaard, Mike Hansen, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Anders Nielsen og Nicolaj Hvilsom - Henrik Bach, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen - Mads Harbo. Indhopperne denne gang: Mike Long, Kaspar Rynkeby og Rasmus Eriksen.

Med den sejr - og 1-1 i premieren ude mod Vatanspor - topper SIF JS 1-puljen efter de to første spillerunder. Tre hold har fire point, SIF, Vatanspor og HI, tre andre - Skjold Sæby, Skovbakken og Vorup FB - har hver 3 point, mens Brønderslev IF og Dronningborg Boldklub har henholdsvis 1 og 0 point efter de to første kampe.

Næste modstander for SIF er Dronningborg Boldklub på udebane.

Se og hør også interview med forsvarsprofilen Lars Bo Hansen på SIF Fodbolds Facebook-side. Sportschef Rasmus Gissel snakkede med "Air Force One" efter 2-1-sejren.

https://www.facebook.com/siffodbold.dk

 

 

 

Luk