Menu

Storsejr på 8-2 til Serie 3

image Andetholdet - her efter oprykningen fra Serie 3 til Serie 2 i fjor - viste tænder i testkampen mod Aalborg KFUM lørdag 19/3. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
20. marts 2016 kl. 08:10
Andetholdet hos herresenior, Serie 3, slog Aalborg KFUM 8-2 i en testkamp lørdag 19/3 på kunstgræsbanen i Støvring. Eneste malurt i sejren var, at midtstopperen Mathias "Tille" Kristensen måtte en tur på skadestuen. Læs mere her...

Der blev scoret masser af mål og vist godt spil, da Serie 3-mandskabet fik en storsejr på 8-2 i en testkamp mod Aalborg KFUM's Serie 3-hold på kunstgræsbanen i Støvring lørdag eftermiddag 19/3.
Der var rigtigt meget at glæde sig over, set med SIF-briller. Eneste malurt i bægeret var, at midterforsvareren Mathias "Tille" Kristensen kort ind i kampen pådrog sig en flænge i panden, og i det betød exit for "Tille", der måtte en tur omkring skadestuen i Aalborg.

SIF-spilleren blev fældet i en lidt voldsom duel og fortsatte videre ud i et af de mål, der står udenfor banen langs sidelinjen. Han ramlede hovedet ind i en stolpe - vi krydser fingre for, at der ikke er sket noget alvorligt med "Tille", og så er den hændelse da vist, noget vi alle kan lære ikke så lidt af...

SIF førte 1-0, da dette uheld indtraf, og KFUM fik udlignet til 1-1, men så sagde SIF farvel og tak - 4-1 ved pausen, og i anden halvleg var billedet det samme.
- Vi kørte dem rundt på kryds og tværs og spillede en rigtig god omgang angrebsfodbold. Vi havde endda målchancer nok til at have kunnet vundet større, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF.
En rigtig god - og tiltrængt - opkvikker for andetholdet, der havde det så svært i Serie 2 i efteråret 2015.

SIF-startopstillingen mod KFUM, 4-3-3: Rasmus Helbo - Mads Worsøe, Mathias "Tille" Kristensen, Kasper Mikkelsen og Jacob Nielsen - Jimmi Thomsen, Kasper Bøgh og Tommy Thrysø - Mike Long, Mads Dahl og Mathias Rasmussen. Indhopperne denne gang: Jesper Gustavsen, Anders J., Tuncay Demirell.

Både Mathias Rasmussen og Mads Dahl scorede tre mål mod Aalborg KFUM, mens Kasper Bøgh og Jesper Gustavsen hver scorede en gang.

Serie 3 får besøg af Ulbjerg i forårspremieren 2. påskedag, kampen spilles på kunstgræsbanen i Støvring.

 

 

Luk