Serie 2-holdets skæbne beseglet
Den sidste spinkle mulighed for at redde livet i Serie 2 faldt til jorden, da Serie 2-mandskabet havde mødt Kvik Aalestrup IF på udebane søndag eftermiddag 18/10.
Kvik Aalsterup sejrede 4-0 efter 2-0 ved pausen, og med det nederlag er SIF-mandskabet en af de to nedrykkere til Serie 3, hvorfra holdet tog elevatorturen op efter forårssæsonen 2015.
Men, når det er sagt, så spillede Serie 2-mandskabet faktisk en ganske fornuftig kamp mod Kvik Aalestrup IF. Spille- og styrkemæssigt var der ikke den store forskel på de to hold, men hjemmeholdet tog førertrøjen på i løbet af - for SIF-holdet - seks kostbare minutter i den sidste tredjedel af første halvleg.
- Kvik Aalestrup kom foran 1-0 i det 27. minut i en situation, hvor der først blev lavet et stort frispark på vores målmand, Anders Jensen, og dernæst sprang bolden videre til en Kvik-spiller, der var klart offside, men dommeren godkendte scoringen, forklarer SIF-træner Jan "Krølle" Nielsen.
I det 33. minut kom den næste gave til til hjemmeholdet. Kvik Aalstrup fik tildelt et straffespark, som meget få kunne få øje på. En Kvik-spiller ramte SIF-backen Anders Jacobsen på hælen i en dribling, altså en tilfældighed uden skyld hos SIF-spilleren.
- Det scorede Kvik på til 2-0, og Anders Jacobsen fik et gult kort. 0-2, og det var ærgerligt. Vi var nemlig rigtig godt med i kampen og havde stort set holdt dem fra større målchancer, fortsætter Jan "Krølle" Nielsen.
I anden halvleg lagde SIF et højere pres mod modstanderne, og SIF-holdet kom også frem til en del muligheder - uden dog at få scoret.
I stedet cementerede Kvik Aalestrup sejren med to sene scoringer til 3-0 og 4-0 - det sidste på et selvmål af SIF-midtstopperen Mathias "Tille" Kristensen, der ville sende bolden tilbage til keeper Anders Jensen med brystet, men førstnævnte ramte bolden på skulderen, så bolden strøg i nettet.
Set med SIF-briller var det ligegyldigt, om man tabte 0-2 eller 0-4, men slutcifrene giver ikke et retvisende billede af kampens forløb denne søndag i Aalestrup.
- Vi mangler fortsat to kampe, og dem skal vi bruge på at minimere fejl. Nedrykningen til Serie 3 er ingen katastrofe. Forhåbentlig kan vi hente nogle sejre som Serie 3-hold i foråret 2016, slutter SIF-træneren.
SIF-startopstillingen, 4-3-3, mod Kvik Aalestrup: Anders Jensen - Anders Jacobsen, Mathias "Tille" Kristensen, Rasmus Carøe Eriksen og Mads Worsøe - Jesper Gustavsen, Jimmi Thomsen og Stefan Berg - Mike Long, Mads Dahl og Mathias Rasmussen.
Indhopperne var denne gang: Søren Bjerregaard og Jacob Nielsen. Alle 13 mand kom i aktion.
Serie 2 spiller igen på lørdag kl. 13.00 hjemme mod Farsø/Ullits IK.