Personlige fejl blev kostbare for Serie 2 efter pausen
Med en smule held - og lidt større skarphed i afslutningerne - kunne Serie 2-mandskabet såmænd godt have ført ved pausen, da St. Restrup IF gæstede Støvring Stadion tirsdag aften 18/8, men især SIF-forwarden Mads Dahl var uheldig med et par forsøg.
0-0 ved pausen.
I anden halvleg blev tre personlige fejl dyre for SIF-mandskabet, da trætheden meldte sig, og koncentrationen måske blev slækket en smule.
- Vi kom bagud 0-1 efter 20-25 minutter af anden halvleg, og det blev også 0-2. Kasper Mouritsen fik reduceret til 1-2 i kølvandet på en dødbold, og så satsede vi det hele til sidst for at få udlignet, men det udnyttede St. Restrup IF til at score til 1-3, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 2-træner i SIF Fodbold.
Han var i store perioder- især før pausen - godt tilfreds med opspillet hos SIF.
- Vi skal have spillerne i bedre form, så alle kan stå distancen konditionsmæssigt. Vi kan måske undgå de fejl, der kan afgøre kampe, hvis vi har fysisk overskud, så det må vi prøve at forbedre, siger Jan "Krølle" Nielsen.
SIF-startopstillingen 4-3-3 mod St. Restrup IF: Rasmus Helbo - Søren Sølvkjær, Søren Bjerregaard, Mathias "Tille" Kristensen og Kristian Rytter - Jimmi Thomsen, Tommy Thrysøe og Carsten Frederiksen - Mads Worsøe, Mads Dahl og Mathias Rasmussen.
Indhopperne var denne gang: Kevin Kristensen, Kasper Mouritsen og Tuncay Demirell. Alle tre kom i aktion i anden halvleg.