JS slog norsk 4. divisionshold 2-1 i testkamp i Fjerritslev

Udskiftningsbænken lignede efter sigende en flok kongepingviner, da Jyllandsserien - førsteholdet hos herresenior - mødte et norsk 4. divisionshold i en testkamp i Fjerritslev lørdag eftermiddag 25/7.
Det blæste nemlig en halv pelikan, og regnen stod ned i stride strømme, så i SIF-lejren var vinter-kedeldragterne fundet frem af gemmerne til trænere og udskiftningsspillere, men trods de efterårsagtige vejrhold fik de to hold en fornuftig træningskamp ud af løjerne i Fjerritslev, hvor nordmændene var i træningslejr.
- Vi vandt 2-1 men burde have vundet større. Vi har stadig 14 dage til at øge skarpheden, men i perioder viste vi faktisk godt pasningsspil mod nordmændene, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.
Mads Harbo bragte SIF foran 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen. I anden halvleg fik nordmændene udlignet til 1-1, men få minutter senere scorede Thomas Nielsen så til 2-1 for SIF.
SIF-mandskabet var uden de vante backs i testkampen i Fjerritslev, idet firkløveret Nicolaj Hvilsom, Patryk Kristensen, Rasmus Carøe Eriksen og Christoffer Olesen var forhindret i at deltage p.g.a ferie, og det gav en uvant startplads som højre back til Mathias Kielgast - og så fik en ny spiller - Anders J. - debut som venstre back efter et skifte fra Sønderup/Suldrup IK Frem.
SIF-startopstillingen 4-3-3: Michael Nielsen - Mathias Kielgast, Mike Hansen, Lars Bo Hansen og Anders J. - Anders Nielsen, Morten Juul og Lasse Pilgaard - Thomas Nielsen, Henrik Bach og Mads Harbo.
På bænken var: Mads Dahl, Christian Rytter, Søren Bjerregaard og assistenttræner Tuncay Demirell. Alle mand kom i aktion.
- Vi var klart bedst - især efter pausen. Vi har stadig et par uger til at finpudse formen, men jeg savner fortsat nogle af de nye førsteårsseniorer til træning. Alle skal huske på, at vi har kort aftræk til efterårets kampe, fortsætter Allan Christensen.
Udover Anders J. som nyt islæt er også målmanden Kasper Kæp begyndt igen i SIF efter senest at have spillet i Farsø-Ullits IK.
- Ham håber vi at kunne få testet i kamp inden sæsonstart, siger Allan Christensen.
I lørdagens kamp mod nordmændene måtte midtbanespilleren Morten Juul humpe ud allerede efter en lille halv times spil p.g.a af en stempling. Der skulle dog være forhåbninger om, at Morten Juul kan spille igen allerede på torsdag 30/7, når JS møder Frederikshavn fI fra Serie 1 i en testkamp i Vrå.
JS-mandskabet har først efterårspremiere lørdag 15/8 ude mod Hjørring IF, men andetholdet fra SIF Fodbold skal i rollen som nyoprykker i Serie 2 allerede i aktion i deres efterårspremiere fredag 7/8, og Serie 2 når også at spille deres anden kamp fredag 14/8, inden JS skal ud i deres efterårspremiere lørdag 15/8.
JS-holdets kampe i efteråret 2015
Og netop derfor er det vigtigt, at spillere, der ikke direkte er forhindret p.g.a ferie, kommer i gang til træning. Ikke mindst nogle af de nyoprykkede førsteårsseniorer, der spillede U 19 før sommerferien.
- Vi savner flere spillere til træning. Vi har to testkampe på menuen. På torsdag 30/7 kl. 19.30 møder vi Aalborg Freja fra Serie 2 i Svenstrup, og tirsdag 4/8 kl. 18-00 gælder det samme sted St. Restrup IF fra Serie 2. Det er en træningsturnering i Svenstrup, vi deltager i, forklarer Jan "Krølle" Nielsen, Serie 2-træner i SIF.
Serie 2 har forgæves forsøgt at få udskudt deres efterårspremiere, men modstanderne fra Nørager/Rørbæk IF står fast på, at kampen skal spilles fredag 7/8.
Serie 2-holdets kampe i efteråret 2015