JS i ny nulløsning
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien, hev for anden kamp i træk det ene point i hus takket være en nulløsning, da Skjold Sæby gæstede Støvring Stadion lørdag 29/8, og det opgør blev aldrig nogen skønhedsåbenbaring spillemæssigt.
Første halvleg var en rodet affære med to aktører, der ikke rigtig evnede at sætte spillet fantasifuldt op, og det blev derfor en noget chancefattig og småkedelig affære.
SIF indledte dog bedst i de første 10 minutter, hvor Mads Harbo også havde et behjertet skudforsøg, men herefter satte gæsterne sig mere og mere på spillet. Allerede i det 18. minut blev Stefan Pilgaard skiftet ind. Henrik Bach gik ud - Pilgaard kom ind på højrekanten, hvor Mads Harbo var startet - sidstnævnte gled nu over i venstre side.
I det 32. minut var gæsterne tæt på at score til 0-1 direkte på frispark, men til SIF's held prellede bolden af på den ene trekantsammenføjning.
To minutter senere indkasserede SIF-midtbanespilleren Morten Juul et gult kort for en for voldsom tackling midt på banen. Det fik SIF til at skifte ud igen - Patryk Kristensen gik ud. Stefan Pilgaard overtog den ledige plads som højre back - ind kom Henrik Bach igen.
Og så gik der kortshow i løjerne. I det 41. minut fik Henrik Bach nemlig et gult kort efter at have hevet en modspiller i trøjen i kølvandet på et boldtab.
Men SIF kom helskindet gennem undertalsperioden, og i det 44. minut havde Mads Harbo endda et godt skudforsøg, mens SIF-keeper Kasper Kæp i første halvlegs sidste minut præsterede en god redning.
0-0 ved pausen, og SIF skulle indlede anden halvleg med at være i undertal de første seks minutter.
Anden halvleg blev som helhed en chancefattig affære. Tre minutter før tid indkasserede Skjold Sæby et gult kort, og SIF forsøgte at presse på i slutminutterne, men tættere på end et godt frisparksforsøg signeret Mads Harbo i det 89. minut kom hjemmeholdet ikke. Han fik sendt bolden afsted med stor kraft, men i Sæby-målet var keeperen på sin plads.
SIF-startopstillingen 4-3-3: Kasper Kæp - Patryk Kristensen, Nicolaj Hvilsom, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Morten Juul, Anders Nielsen og Thomas Nielsen - Mads Harbo, Mathias Kielgast og Henrik Bach.
På bænken: Stefan Pilgaard, Rasmus Carøe Eriksen og Anders Jacobsen. De to sidstnævnte varmede bænken hele kampen igennem og kom ikke i aktion.
Og med det resultat vandt IF ikke terræn i bestræbelserne på at komme væk fra sidstepladsen i puljen. I den sidste ende rykker nr. otte og sidst ned i Serie 1, og samme skæbne overgår de to dårligste nr. 7 i de fire JS-puljer i dette fodboldefterår.
Nr. 5-6 skal spille i Jyllandsserien 2 til foråret - ditto gælder de to bedste 7'ere.
Nr. 1-4 spiller i forårets Jyllandsserie 1, hvor man spiller om oprykning til Danmarksserien.
Se og hør interview med SIF-midtstopper Lars Bo Hansen (foto herover) samt SIF-cheftræner Allan Christensen her eller på SIF Fodbolds Facebook-side. Husk i øvrigt i den forbindelse at du kan følge SIF Fodbold på Instagram og Twitter under navnet stovringif og på snapchat under navnet siffodbold.
SIF Fodbolds youtube-kanal finder du her.
SIF-mandskabet spiller hjemmekamp igen på torsdag 3/9, hvor modstanderen er Brønderslev IF - endnu et af de øvrige aktuelle bundhold i puljen.