Menu

Fra sort hul til kamp om oprykning

Af Jørn Eriksen
30. oktober 2015 kl. 18:08
Kaptajnen for SIF Fodbolds JS-mandskab, Nicolaj Hvilsom, giver manglende form skylden for det skæve udlæg på efterårssæsonen. Lørdag kl. 13.00 gælder det hjemme på den nye kunstgræsbane en knald-eller-fald-kamp om oprykning til forårets JS 1mod Hornbæk SF. Læs mere her...

De første seks kampe i dette efterår kastede kun to point af sig, men vendepunktet kom i udekampen mod Hornbæk SF, hvor Jyllandsserie-mandskabet som prügelknabe i JS-puljen hentede den første sejr takket være en 5-4-gevinst, og i de seneste syv kampe har SIF-holdet samlet hentet 13 point.
Og netop Hornbæk SF er - som bekendt - på menuen i sidste spillerunde hjemme i Støvring lørdag 31/10 kl 13.00, hvor begge hold spiller om en plads i forårets Jyllandsserie 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien.
Samlet står SIF dog noteret for 18 point, og det skyldes skrivebordssejren i det første opgør hjemme mod Hobro IK (brug af ulovlige spillere i de første syv spillerunderl, red.).

- Vi glæder os vildt til kampen mod Hornbæk SF. Begge hold kan sikre sig en plads i Jyllandsserien 1, men vi skal vinde kampen for at nå det mål. Under alle omstændigheder kommer vi som minimum til at spille i forårets Jyllandsserie 2, så vi fik selv arbejdet os væk fra risikoen for at rykke ned i Serie 1, siger Nicolaj Hvilsom, anfører for JS-mandskabet i SIF Fodbold.

6 af de 8 hold i JS pulje 1 kan inden sidste spillerunde i weekenden stadig slutte i Top 4, men for SIF-holdet er recepten klar. Kun en sejr over HSF tæller, men i så fald er SIF også sikre på oprykning til forårets JS 1 uden at skulle skele til udfaldet af de øvrige kampe. Det puslespil med flere hold á point i flere varianter er beskrevet i et tidligere indlæg her på hjemmesiden.

- Mentalt har det været en hård sæson. Vi befandt os i et dybt sort hul efter de første seks kampe, der kun kastede to point af sig. Vi var ganske enkelt ikke i god nok form i begyndelsen af dette efterår, men vendepunktet kom, da vi besejrede Hornbæk SF 5-4 i Hornbæk. Siden tog vi som hold skeen i den anden hånd, og vi er blevet bedre og bedre fra kamp til kamp, fortsætter Nicolaj Hvilsom, der indledte sæsonen som back men som har spillet midterforsvarer sammen med Lars Bo Hansen lige siden, Mike Hansen løb ind i en skulderskade i dette efterår.

- Nogle af holdene i puljen, eksempelvis Hobro IK og Hjørring IF, har højere rangerende hold, og spillerne på disse hold var i klart bedre form end os i de første kampe. Men siden udekampen mod Hornbæk SF i 7. spillerunde er det bare gået fremad, og vi har stået sammen som et godt kollektiv, pointerer SIF-kaptajnen.

Hobro IK førte langt henne i forløbet suverænt puljen men blev så taberdømt i deres første syv kampe for brug af to spillere, der ikke havde deres spillerlicenser i orden. Det betød farvel til 15 vundne point for Hobro-mandskabet - heraf tre i udekampen mod Støvring IF.

- Alle øvrige hold har taget point fra hinanden på kryds og tværs, hvilket det tætte opløb om de fire øverste placeringer jo også vidner om. Skulle vi komme med i Jyllandsserien 1, får vi langt bedre mulighed for at forberede os og få formen på plads, inden det går løs i forårets kampe. Pausen, der kommer nu, er betydeligt længere end den, der er mellem forår- og efterårssæson, og det kan blive en fordel for os, mener Nicolaj Hvilsom.

SIF Fodbold indvier - som måske bekendt - de nye kunstgræsbaner lørdag kl. 11.00, og det er også beskrevet i et tidligere indlæg her på hjemmesiden. To timer senere spiller JS så den afgørende kamp om en plads i Top 4 mod Hornbæk SF samme sted.

- De er rigtig gode i deres offensiv. To brødre, en kant- og en offensiv midtbanespiller, har høj klasse. Til gengæld er deres defensiv til at tale med, og det skal vi forsøge at udnytte, slutter Nicolaj Hvilsom.

SIF-truppen til oprykningskampen mod HSF: Rasmus Helbo, Stefan Pilgaard, Lars Bo Hansen, Nicolaj Hvilsom, Christoffer Olesen, Anders Nielsen, Lasse Pilgaard, Mads Harbo, Mike Hansen, Henrik Bach, Thomas Nielsen, Mathias Kielgast, Morten Juul og Jonas Frederiksen.

Den aktuelle stilling i Jyllandsserien pulje 1 inden 14. og sidste spillerunde:
(Top 4 går i forårets JS 1, nr. 5-6 i JS 2 sammen med de to bedste 7'ere fra alle fire JS puljer, de to dårligste 7'ere samt 8'erne rykker ned i Serie 1):
1. Hjørring IF 21 point - 31-21 (målscore)
2. Brønderslev IF 21 point - 25-18 (målscore)
3. Skjold Sæby 21 point - 21-20 (målscore)
4. Hornbæk SF 19 point - 34-28 (målscore)
5. Støvring IF 18 point - 27-28 (målscore)
6. Hirtshals Boldklub 18 point - 28-31 (målscore)
7. Birkelse 16 point - 15-19 (målscore)
8. Hobro IK 12 point - 16-32 (målscore)

Kampene i 14. og sidste spillerunde:
Lørdag 31/10:
13.00: Støvring IF - Hornbæk SF.
13.30: Skjold Sæby - Brønderslev IF.
Søndag 1/11:
13.30: Hobro IK - Hjørring IF.
13.30: Hirtshals Boldklub - Birkelse IF.


Andetholdet hos herresenior, Serie 2, slutter efteråret af med en udekamp mod den anden nedrykker i puljen, Ulbjerg, lørdag 31/10 kl. 13.30.

 

 

Luk