Menu

Fornem pletvask af JS - 4-3 over HI

Af Jørn Eriksen
26. september 2015 kl. 17:08
Jyllandsserien, førsteholdet hos herresenior, besejrede Hjørring IF 4-3 hjemme i Støvring lørdag 26/9 og hentede dermed tre uhyre vigtige point i bestræbelserne på at undgå nedrykning til forårets Serie 1. Læs mere her...

Pletten fra efterårspremieren - 6-1 til Hjørring IF over SIF Fodbold - blev effektivt vasket af, da Jyllandsserien havde besøg af netop HI lørdag 26/9 på Støvring Stadion.
4-3 til SIF efter 2-1 ved pausen blev de - set med SIF-briller - herlige slutcifre i en særdeles underholdende affære, hvor det betrængte SIF-mandskab viste god attitude og glødende fightervilje hele kampen igennem, og med den sejr fik SIF-forhåbningerne om at undgå degradering til forårets Serie 1 for alvor ny næring.

SIF kom ellers rigtig skidt fra start. Gæsterne scorede til 0-1 allerede i det 4. minut, da SIF-forsvaret var lidt for gavmild - en selvforskyldt scoring.
Der skulle dog kun gå yderligere fem minutter, inden der stod 1-1. Lasse Pilgaard stod for udligningen i kølvandet på et indlæg fra den ene flanke fra lillebroder Stefan.
Tju-hej for en åbning på kampen.

Første halvleg var ellers en jævnbyrdig affære, men HI spillede lidt hurtigere og tog flere løb for boldholderen. Det virkede som om, de var vant til at spille i et højere tempo.
Alligevel kom SIF foran - måske ikke helt retfærdigt - foran 2-1 fire minutter før pausen, da indhopperen Carsten Frederiksen slog til blot fire minutter efter at have erstattet Henrik Bach.
Forinden var SIF decideret heldig i en enkelt situation, hvor HI fornemt kombinerede sig igennem for slutteligt at spille bolden bagud i SIF-straffesparksfeltet, hvor en HI-spiller fik overplaceret sit skud, så bolden strøg lige over den ene sammenføjning.
Inden pausen havde SIF-forwarden Mathias Kielgast dog også et udmærket skud, hvor bolden prellede af på den ene HI-sammenføjning.

2-1 ved pausen, og det resultat kunne SIF-mandskabet være yderst tilfreds med.

SIF havde i åbningen på anden halvleg tilløb til to-tre gode muligheder, men de gav desværre ikke gevinst.

Og man frygtede lidt, hvad der ville ske, da midtbanespilleren Anders Nielsen (foto herover) måtte lade sig udskifte p.g.a en knæskade - ind kom U 19-spilleren Jonas Frederiksen.
Det hele mundede da også ud i et gevaldigt HI-pres mod SIF-målet, og midtvejs i anden halvleg kom udligningen til 2-2, da HI satte et kontraangreb ind i deres venstre side, hvor en spiller fik alt for god plads. Han lagde en god bold ind til fjerneste stolpe, hvor en anden HI-spiller tilsvarende var udækket.

Kort efter lagde Lasse Pilgaard en god bold ind i HI-feltet, men bolden røg helt igennem - der manglede lige en SIF-spiller ved fjerneste stolpe. I det 75. minut var Mathias Kielgast også tæt på at drejet bolden ind til 3-2 ved nærmeste stolpe på et indlæg fra Stefan Pilgaard.
SIF fik altså - måske lidt uventet - godt fat efter HI-udligningen til 2-2, og det gav gevinst i det 76. minut, da Lasse Pilgaard fandt Mads Harbo i et kontraangreb. Carsten Frederiksen var også med fremme og råbte i første omgang på at få bolden, men Lasse Pilgaard fik lagt bolden over til Mads Harbo bagved, og den mulighed udnyttede Harbo til at bringe SIF på sejrskurs igen.
Herefter erstattede Emil Thomsen så Mathias Kielgast hos SIF.

10 minutter før slutsignalet blev det også 4-2. Mads Harbo blev spillet fri i venstre side. Han måtte i første omgang se HI-keeperen halvklare skuddet, men bolden sprang videre til Carsten Frederiksen, der blot skulle skubbe bolden det sidste stykke ind over målstregen.
Minuttet efter måtte midtstopperen Lars Bo Hansen heade bolden væk på SIF-målstregen, og i de døende minutter fik indhopperen Emil Thomsen også en god mulighed for at score til 5-2, da han slap alene igennem med HI-målmanden, men SIF-indhopperen fik sendt bolden forbi målet.
HI-reduceringen til 4-3 kom først 15 sekunder før slutsignalet, da et indlæg ikke blev clearet ordentligt.

SIF-startopstillingen 4-3-3: Rasmus Helbo - Stefan Pilgaard, Nicolaj Hvilsom, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Anders Nielsen, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen - Henrik Bach, Mathias Kielgast og Mads Harbo. Indhopperne var denne gang: Jonas Frederiksen (foto herunder), Carsten Frederiksen og Emil Thomsen.

I SIF-lejren var der afbud fra cheftræner Allan Christensen, så ved styrepinden stod assistenttræner Tuncay Demirell og SIF-sportschef Rasmus Gissel.

Næste opgave for JS-mandskabet er topholdet Hobro IK på udebane.

- Indstillingen var i top hos alle mand, og vi havde også en heldig hånd med udskiftningerne. To mål af Carsten Frederiksen. Jeg synes også, vores midterforsvar - Nicolaj Hvilsom og Lars Bo Hansen - spiller en stor kamp i dag. Vi fik tre vigtige point, der kan blive meget værd i den sidste ende, sagde Tuncay Demirell efter opgøret.

 

 

Luk