Menu

Flot skalp til Serie 2-kvinderne

image Serie 2-kvinderne i samlet flok efter 4-0-sejren over Vejgaard. T.v. cheftræner Kim Lyngberg og t.h. den skadede målvogterske Kathrine Damborg. Foto: Damesenior
Af Jørn Eriksen
22. september 2015 kl. 11:03
Serie 2 hos kvinderne besejrede i deres seneste kamp et af topholdene, Vejgaard Boldklub, 4-0 hjemme i Støvring. Et højt aggressivt pres på modstanderne gav gevinst, og SIF-sejren kunne såmænd godt være blevet på 7-2. Læs mere her - frisk foto....

Serie 2-kvinderne fra SIF Fodbold var skarpe i rollerne som skalpejægere, da det søndag 20/9 gjaldt en hjemmekamp mod et af puljens tophold, Vejgaard Boldklub.
4-0 i SIF-favør blev de knusende overbevisende slutcifre, og med den sejr styrkede SIF-holdet positionen som nummer tre i slipstrømmen på Gug Boldklub og Vejgaard, der stadig mangler at mødes indbyrdes.

- Førstepladsen er ikke et decideret tema for os. Vi kan ikke selv afgøre det. Vi skal i hvert fald selv vinde vores fire sidste kampe, og det tror jeg også godt, vi kan gøre, og så skal vi håbe på, at Gug og Vejgaard spiller uafgjort. I mine øjne er det vigtigere, vi fortsætter med at bygge en god træningskultur op og samtidig udvikle holdet. Vi har stadig mange ting, vi kan blive bedre til, men skulle chancen byde sig, vil vi selvsagt gerne slutte øverst, siger Kim Lyngberg, cheftræner for damesenior.

Gug fører - med fire spillerunder igen - med 16 point, Vejgaard har 13 og SIF 12 point, men SIF er nu bedst med Vejgaard indbyrdes og mangler selv fortsat efterårets andet stævnemøde med Gug.
Mod Vejgaard, som havde slået SIF 3-1 i den første indbyrdes kamp, i søndags spillede SIF ifølge Kim Lyngberg flot fodbold i perioder.
- 7-2 til os havde nok givet et bedre billede af kampen. De har to skud på stolperne, men vi har chancer til mere end fire mål, fortsætter han.

Inden pausen kom SIF foran 2-0 på scoringer af Tina Villadsen og et selvmål. Det sidste kom i kølvandet på et hjørnespark fra Christina Norup. Medspilleren Camilla Hvilsom fik flækket bolden videre, hvor en VB-spiller fik sendt den i mål.

Efter pausen var VB pænt med i 5-10 minutter, hvorefter SIF igen fik gang i det aggressive presspil, de havde vist før pausen. I det 67. minut blev det 3-0, da bolden blev spillet op på angriberen Mie Pedersen. Bolden kom videre ud til Rikke Fabricius på den ene kant, og hun satte bolden ind til 3-0 - et godt mål.
10 minutter senere blev det 4-0. Mie Pedersen blev spillet fri i dybden. Hun fik ekspederet bolden i nettet efter nogle træk på tværs.

SIF-startopstillingen 4-3-3: Dea Poulsen - Louise Hansen, Camilla Solveig Hansen, Lisa Mikkelsen og Nina Caroline Hjorth - Camilla Hvilsom, Christina Norup og Tina Villadsen - Mette Bod Olesen, Anja Bjørgum og Rikke Thomsen.

Indhopperne var denne gang: Mie Pedersen, Rikke Fabricius og Kathrine Frey. Målvogteren Katrine Damborg er p.t. skadet, så mod VB agerede Dea Poulsen keeper.

 

 

Luk