Flere udfordringer for JS 1 ude mod DB

På papiret er det bund mod top, når kronjyske Dronningborg Boldklub (DB) søndag brager ind i SIF Fodbold i Jyllandsserien 1 med kickoff kl. 13.00 på Tjærbygaard i forstaden i det østlige Randers.
SIF er - trods en humpende forberedelse - at finde helt i top af JS 1-puljen efter de to spillerunder i påskedagene, der kastede fire point af sig til SIF-lejren. DB indkasserede to "påskeæg" takket være 0-4 mod Skovbakken og 0-1 mod Hjørring IF, og dermed er det gul-blå mandskab fra DB resultatmæssigt kommet rigtigt skidt ud af starthullerne i en pulje, hvor de to bedste sikrer sig oprykning til Danmarksserien, mens nr. tre skal spille oprykningskamp mod treeren fra den anden JS 1-pulje.
- Det er et såret mandskab, vi kommer op imod. Alle kan se perspektivet i kampen, set med DB-briller. Vinder de, er de pointmæssigt med igen, mens et nederlag isolerer dem i bunden af rækken, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner (foto herunder).
Han og den øvrige SIF-stab "bokser" selv med nogle skader i truppen, og den endelige trup til søndagens udekamp er derfor sandsynligvis først klar lørdag inden andetholdets kamp i Serie 3 ude mod Hornum IF.
I premieren ude mod Skovbakken gik det galt for DB efter pausen. Efter en målløs første halvleg scorede Skovbakken fire gange og sejrede 4-0. I anden spillerunde følte DB, de havde fortjent bedre end at tabe 0-1 hjemme til Hjørring IF. Efter 0-0 ved pausen slog HI til, og i slutfasen følte DB sig snydt for det, der lignede et klokkeklart straffespark - set med DB-briller.
- Det er et godt og stabilt mandskab, vi skal møde. De fighter rigtig godt for hinanden og har nogle profiler, der er stærke på deres positioner. Det bliver sikkert også vores første kamp på græs i dette forår, og det skal vi også lige tage stilling til, understreger Allan Christensen.
I efteråret 2015 sluttede DB på andenpladsen i den JS-pulje, som Vatanspor vandt. I foråret 2015 blev DB nr. 4 i en JS 1-pulje, hvor Vejgaard og Aalborg Freja sikrede sig oprykning til Danmarksserien.