Anders Nielsen årets spiller 2015

Han har et vindergen på størrelse med Eiffeltårnet, og det har han haft lige siden, han skulle løftes over banden til indendørsstævner i U 10-tiden, og noget af den stædighed/ærgerrighed viste resten af Jyllandsserie-mandskabet også, da en tilsyneladende håbløs sidsteplads blev vekslet til en fornem fjerdeplads og en billet til forårets Jyllandsserie 1 i den forgangne efterårssæson.
Jo, Anders Nielsen - midtbanespiller på JS-mandskabet - var forståeligt en stolt herre, da han var blevet kåret til årets spiller i seniorafdelingen ved afslutningsfesten for herresenior, damesenior og U 19 i klubhuset lørdag 7/11.
- Anders Nielsen har spillet på et ekstremt højt niveau hele sæsonen igennem. Jeg kan faktisk ikke mindes, han har spillet en dårlig kamp. Alle har udsving, også Anders, men han spiller aldrig dårligt. Han er løbestærk, pasningsstærk og placerer sig ufatteligt godt på banen. Samlet en sindsyg vigtig spiller for Jyllandsserien i 2015, siger Allan Christensen, cheftræner for herresenior.
Som mental indpisker har den blot 21-årige midtbanespiller også en vigtig rolle på SIF-flagskibet. Det med at spille dårligt og tabe, det har Anders Nielsen som før nævnt aldrig haft det godt med, og han er god til at trække sine medspillere med sig, når tingene skal vendes.
Det sidste gjorde JS-holdet så afgjort i den forgangne efterårssæson.
- Alle spillerne fortjener ros for, at vi fik slidt os væk fra nedrykningsfaren og kunne slutte i Top 4. To point efter de første seks kampe fik os til at revidere målsætningen fra at slutte i Top 4 til at skulle undgå nedrykning til Serie 1. Alle mand blev ved med at arbejde og tro på, at det nok skulle vende. Og vi sluttede af med at tage fjerdepladsen og dermed en billet til forårets Jyllandsserie 1. En målscore på 20-12 i de sidste seks kampe og en pointhøst på 13 må man tage hatten af for. Rigtig mange spillere har flyttet sig mærkbart. Det er jo ikke længe siden, vi spillede i Serie 2 med vores førstehold. Og når man kigger tilbage på 2015, skal man ikke glemme, at vi vandt Jyllandsserien 2 i foråret. Der er en tendens til, at den præstation er gået lidt i glemmebogen. Det skal den ikke. Det var stærkt, fastslår Allan Christensen.
Sammen med assistenttræner Tuncay Demirell havde SIF-cheftræneren også sat navn på den JS-spiller, der skulle have årets fiduspokal. JS-holdet stemte ikke - som nogle af de andre SIF-hold - om en fidustitel efter hver kamp. Årets fiduspokal i JS-regi er trænernes valg.
- Det blev Mads Harbo, en udslagsgivende spiller for holdet. Han svar involveret i 18 mål i foråret og 14 i efteråret, enten som målscorer eller som oplægger. Mads Harbo har virkelig løftet sit spil og været vigtig for holdets fremgang, understreger Allan Christensen.
På andetholdet i Serie 2, der tog elevatoren ned igen efter oprykningen fra Serie 3 i foråret 2015, fik midtstopperen Mathias "Tille" Kristensen fiduspokalen, mens midtbanespilleren Tommy Thrysøe blev årets kammerat.
Kim Lyngberg, cheftræner for damesenior i efteråret 2015, kårede tre spillere:
Årets topscorer: Rikke Thomsen, 10 mål i efteråret.
Årets fidus (spillernes afstemning efter hver kamp): Christina Norup.
Årets spiller - hele kalenderåret: Rikke Fabricius.
Kim Lyngberg har også været cheftræner for U 19-drenge, årgang 1997-1998. U 19-drenge holder selv en slags afslutningsfest fredag 20/11, hvor diverse spillere kåres.
Lørdag 7/11 indledtes i øvrigt med en five-a-side-turnering på kunstgræsbanerne. Deltagerfeltet var en god blanding af spillere fra herresenior, U 19-drenge, damesenior og enkelte Old Boys-spillere.