Ruth Andersen hædret på årsmøde

Aktuelt er det med sikkerhed afviklingen af SIF Fodbolds store julestævne 2015, Technica Cup, i dagene 27.-30. december, der tager meget af Ruth Andersens tid, men tirsdag 24/11 havde hun dog fået tid til at deltage i årsmødet i DBU Jylland Region 1 - dækkende Nordjylland - i Aalborg.
Sammen med SIF-formand Poul Erik Lykke og sportschef Rasmus Gissel udgjorde Ruth Andersen SIF Fodbolds stærke hold på årsmødet i DBU Jylland Region 1, og Ruth Andersen - leder i SIF Fodbold gennem de seneste 25 år - fik sig en lille overraskelse.
Hun fik nemlig et fortjent rygklap for sit mangeårige arbejde som frivillig leder i Støvring IF Fodbold.
Det skete, da Ruth Andersen modtog den såkaldte "Gør-en forskel-prisen 2015", som DBU Jylland og Jyske Bank står bag. Udover hæderen modtog Ruth Andersen i den forbindelse en check på 4000 kr.
SIF Fodbold havde indstillet Ruth Andersen til prisen.
Siden 1990 har Ruth Andersen været en primusmotor især i klubbens pigeafdeling, hvor hendes ledergerning i klubben også startede. I 1995 blev hun kåret til årets leder i SIF Fodbold, og efterfølgende var hun gennem 10 år med i klubbens bestyrelse - heraf i to tempi i rollen som formand.
Men det er ikke kun pigeafdelingen, der nyder godt af Ruth Andersens lederevner. Gennem mange år har hun også trukket i trådene som organisator af klubbens store julestævne i indendørsfodbold, et stævne, der årligt samler mellem 2000 og 2500 spillere og ledere i hallerne i Støvring i dagene mellem jul og nytår - og oveni kommer et tilsvarende uvist stort antal tilskuere.
I år afvikles julestævnet 27.-30. december og hedder Technica Cup. Der er tilmeldingsfrist 1. december, som det fremgår andetsteds her på hjemmesiden.
Ruth Andersen var gennem årene også en aktiv leder i kulissen, når det gjaldt klubbens deltagelse i Skandia Cup i Trondheim i Norge, og det gælder med garanti også mange andre tiltag i klubben gennem årenes løb.
I 2006 modtog Ruth Andersen JBU's sølvnål for sit arbejde som frivillig leder i SIF Fodbold.
På DBU Jyllands hjemmeside - www.dbujylland.dk - kan du se, hvordan det gik iøvrigt på årsmødet i DBU Jylland Region 1, hvor Frederikshavn fI blev kåret til årets ungdomsklub og Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB) blev kåret til årets klub. Kort kan det dog fastslåes, at de fremmødte klubrepræsentanter vendte tommelfingrene ned ad til et forslag om at gøre seniorfodbolden til helårsturneringer fremfor som nu - turneringer med afgørelse om op- og nedrykning hvert halve år.
Der er også link til nyhederne fra DBU Jylland nederst her på hjemmesiden. Der kan du/I også drible jer frem til opsamlingen på årsmødet i DBU Jylland Region 1.
Når alle fire jyske regioner har afviklet deres årsmøder, skal den endelige og afgørende stillingtagen til diverse forslag tages på DBU Jyllands Delegeretmøde i Herning kort efter årsskiftet.