Grøn oase allerede taget i brug

De første træningspas har allerede fundet sted på de nye flotte kunstgræsbaner i Støvring.
Jo, den grønne oase, der giver helt nye muligheder for fodbold året rundt, blev torsdag 22/10 overleveret fra leverandøren, og de første ungdoms- og seniorhold har trænet på kunstgræsbanerne - en 11-mands, en 5-mands og to 3-mandsbaner.
10.800 kvadratmeter grøn fodbold-oase står færdig og klar til brug - efter en lille måneds forsinkelse p.g.a udskiftning af det drænende underlag under det grønne tæppe.
Klubben er lørdag 31/10 vært for en officiel indvielse af kunstgræsbanerne, og samme dag spiller førsteholdet hos herresenior deres sidste turneringskamp i efteråret 2015 hjemme mod Hornbæk SF på kunstgræsbanen.
- Vi ville gerne have haft AaB's Superligahold til at placere en træning på kunstgræsbanen lørdag formiddag 31/10, men de har forståeligt nok takket nej, da de skal forberede sig til hjemmekampen mod Hobro IK sagen efter. Jeg tror, det ender med, at vi lader nogle af vores egne spillere træne på banerne som en del af den officielle indvielse, siger klubhus- og baneinspektør i SIF Fodbold, Kim Lyngberg.
Andetholdet hos herresenior, Serie 2, spiller hjemme lørdag 24/10 i næstsidste spillerunde mod Farsø/Ullits IK.
- Det er meningen, vi spiller den Serie 2-kamp mod kunstgræsbanen, fortsætter Kim Lyngberg.
Ellers arbejdes der allerede nu i kulissen på at få lavet en plan for fordelingen af træningstider på kunstgræsbanerne. Her står de afdelinger, der fortsat spiller turneringskampe forståeligt nok først i køen. Diverse cheftrænere er blevet bedt om at melde ind med ønsker til træningstider, altså de afdelinger, der fortsætter med at træne hen over vinteren eller er tilmeldt den såkaldte Vinterturnering, der byder på tre-fire kampe i november måned.
- Kunstgræsbanen skal spilles til nu, så granulaten kan blive fordelt ordentligt. Banerne skal tages i brug. Det er i hvert fald det råd, vi har fået af dem, der lagde kunstgræsset på, slutter Kim Lyngberg.