Menu

Drænrør har drillet kunstgræsbane-projekt

Af Jørn Eriksen
17. september 2015 kl. 12:59
Drænrør bliver lavet, og forhåbningerne går på, at kunstgræsbane-projektet fortsat kan stå færdig som bebudet til 1. oktober. Problemerne med drænrørerne betyder heldigvis heller ikke en ekstraudgift for klubben. Læs mere her - frisk foto....

Hvis nogle har kløet sig lidt forvirret i nakkehårene, når blikket er blevet vendt mod projektet på bane 3, hvor der p.t. arbejdes ihærdigt og dygtigt med at anlægge de nye kunstgræsbaner, så har det en forklaring.
I begyndelsen af ugen så det ud som, om man var nået et godt stykke med at rulle kunstgræs på bane 3, men det viste sig, at vandet ikke kunne synke ordentligt i jorden. Derfor har man nu lavet en bræmme op midt i banen for at kunne få drænrørerne til at fungere efter hensigten.

- Heldigvis blev problemet opdaget i den her fase af projektet og ikke en gang i november eller december. Nu kan man gøre noget ved det, og forhåbningerne går på, at man alligevel kan holde tidsrammen, så kunstgræs-projektet skulle kunne stå færdig til 1. oktober - med mindre vejrguderne driller med megen mere regnvejr, siger Kim Lyngberg, klubhus- og baneinspektør i SIF Fodbold.

Der krydses nu fingre for, at de forhåbninger - ja, undskyld udtrykket - holder vand.

Den ekstra skuldertackling af drænrørerne skulle heller ikke betyde en ekstraudgift for klubben i kunstgræsbane-projektet, der samlet byder på en 11-mandsbane, to 3-mandsbaner og en 5-mandsbane til gavn for alle fodboldspillere i Rebild Kommune. Samlet pris er cirka 3,3 millioner kroner.

 

 

Luk