Menu

Et af de tre SIF-hold ved NM klar til JM

image Damesenior havde to hold med ved NM indendørs i Flauenskjold Hallen - til højre cheftræner Jan "Krølle" Nielsen. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
20. januar 2020 kl. 11:51
Damesenior havde to hold med ved de nordjyske mesterskaber (NM) i indendørsfodbold lørdag 18/1, og SIF 1 vandt B-finalen og indløste billet til JM 1.-2. februar. SIF 2 nåede fornemt frem til A-semifinalen, hvor festen dog stoppede. U 16-pigerne blev nr. 3 i deres pulje og gik dermed glip af JM 1.-2. februar - læs mere her...

Damesenior afviklede deres regionsmesterskab (NM) i Flauenskjold Hallen i A/B-rækken, hvor de to bedste fra hver af to indledende puljer ville gå i A-slutspil, mens nr. 3 og 4 kunne se frem til B-slutspil. Finalisterne i henholdsvis A- og B-finale ville i den sidste ende sikre sig adgang til JM-finalestævnet i henholdsvis A- og B-række i Hadsund Hallerne 1.-2. februar.

SIF 2 - Camilla Hvilsom, Dea Poulsen, Stine Balling Olsen, Nicole Netopil, Lisa Mikkelsen, Maria Djurhuus og Nikoline Bach Andersen - funklede klarest i deres indledende pulje ved at snuppe førstepladsen takket være 3-3 mod Vejgaard B (5) og 8-6 over DHF samt en skrivebordssejr over Skovsgaard B, der meldte fra på kampdagen.
SIF 2 var dermed klar til A-slutspil og A-semifinale.

SIF 1 - Katja Uhrenholt, Nicoline Jespersen, Sissal Borgarlid, Helene Andersen, Pia Kjær og Daria Krzos - indledte med at tabe 3-4 til de senere puljevindere fra Hillerslev Sport, hvorefter det blev til 4-2 over Vejgaard B (3). Herefter ville en sejr over Tornby IF i den sidste indledende kamp betyde en A-semifinale mod SIF 2, men det indbyrdes rivegilde blev aldrig til noget, idet SIF 1 tabte 3-5 til Tornby IF.
SIF 1 endte dermed på tredjepladsen i deres pulje og skulle i B-slutspil.

- Ærgerligt nok gik gassen desværre af SIF 2 i A-semifinalen, som Tornby IF vandt 5-2, og Tornby IF slog senere Hillerslev Sport 2-1 i A-finalen, siger SIF-cheftræner Jan "Krølle" Nielsen.
- Ellers fornemt af SIF 2 at vinde deres pulje, fortsætter han.

SIF 1 hos damesenior kunne - med Skovsgaard B's afbud på dagen - se frem til et B-slutspil omfattende kun tre hold. SIF spillede 2-2 med Vejgaard B (3) og slog DHF 7-3. SIF 1 vandt dermed B-slutspillet på flest scorede mål, og med den NM-titel som ballast er SIF 1 videre til JM-finalestævnet i B-rækken 1.-2. februar i Hadsund Hallerne.

U 16-pigerne (SIF 1) var også til regionsmesterskab (NM) i B-rækken lørdag 18/1, og det foregik i Jetsmark Idrætscenter, hvor SIF-pigerne måtte nøjes med den noget utaknemmelige tredjeplads i deres pulje - de to bedste gik nemlig videre i semifinalerne, og de fire semifinalister ville alle gå videre til JM i Hornslet Hallen 1.-2. februar.

SIF-pigerne tabte 3-4 til de senere nordjyske mester fra Aalborg KFUM i deres første kamp, 2-8 mod de senere tabende finalister fra Aars IK (2), og endelig en sejr på 7-2 over Fyrkat Q (1). De to hold, der henviste SIF-pigerne til tredjepladsen i indledende pulje, gik altså også begge i NM-finalen, hvor Aalborg KFUM slog Aars IK (2) 1-0. I semifinalerne slog Aars IK (2) nemlig Fyrkat Q (2) 6-2, mens Aalborg KFUM besejrede Team Ø 6-4.

U 16-pigerne fra SIF i aktion ved NM var Cecilie Randrup, Sisse Schrøder, Sara Bjerregaard, Emilie Olesen, Emilia Liebach, Dea Nimoni og Selma Rugaard. SIF-træner Bjarne Buster Foldager Pedersen styrede tropperne undervejs.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/saa-gaelder-det-regionsmesterskaberne/

Luk