Menu

Første sejr til JS-kvinderne

image Lisa Christensen scorede til 4-1 for JS-kvinderne i udekampen mod Chang, der blev besejret 4-2. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
09. april 2018 kl. 10:24
Tredje gang blev lykkens gang for SIF Fodbolds nyoprykkede mandskab i kvindernes Jyllandsserie. SIF-holdet slog søndag 8/4 Aalborg Chang 4-2 på udebane efter en blå-hvid-føring på 3-1 ved pausen - læs mere her...

Efter to nederlag til SUB 09 (holdsamarbejde mellem Skals, Ulbjerg og Borup IF, red.) i de to første JS-kampe hentede JS-kvinderne fra SIF Fodbold forårets første sejr på udebane mod Aalborg Chang.

SIF sejrede 4-2 efter 3-1 ved pausen, og den sejr lunede for nyoprykkerne, der hentede to oprykninger i 2017 og dermed skiftede Serie 2 ud med en tilværelse i Jyllandsserien.

- Vi spillede ikke champagnefodbold, men det var vigtigt for os at vinde igen. På søndag venter en svær hjemmekamp mod divisionsreserverne fra FC Thy-Thisted Q, og der skal vi forsøge at hente point igen, siger Jan "Krølle" Nielsen, SIF-træner.

Han følte ikke, at SIF-spillerne var helt på toppen under opvarmningen, og det afspejlede sig i spillet i de første 15 minutter, hvor SIF-holdet lige skulle finde rytmen. En scoring af Katja Uhrenholt bragte SIF foran mod Chang, der dog kom på 1-1 på et selvmål i kølvandet på et hjørnespark.

  • SIF-startopstillingen, 3-5-2: Mette Kjær - Lisa Mikkelsen, Alberte Kollerup og Julie Ørtoft - Katja Quist Kristensen, Christina Bregendahl, Julie Blicher, Katja Uhrenholt og Nicoline Jespersen - Nicole Netopil og Monica Outzen.
  • Bænken denne gang: Lisa Christensen og Pia Kjær. Alle 13 kom i aktion.

Allerede indenfor det første kvarter måtte Katja Quist Kristensen lade sig udskifte, da støvlerne gnavede - ind kom Pia Kjær.

Inden pausen gjorde Monica Outzen til det 2-1 for SIF. Hun skar ind fra den ene kant og scorede med venstrebenet. Det blev også 3-1 til SIF på et herligt langskud signeret Pia Kjær, der kom til SIF fra Hornum IF op til dette fodboldforår.

- I pausen talte vi om, vi skulle op i højere gear og tættere på i duellerne. Et lille kvarter inde i anden halvleg gjorde indskiftede Lisa Christensen det til 4-1 for os, og vi havde i den resterende del af kampen chancer til flere scoringer, men vi skulle ofte lige have en ekstra dribling, så det blev ikke til flere mål fra vores side, forklarer Jan "Krølle" Nielsen.

I stedet fik Aalborg Chang reduceret til 2-4 med 10 minutter igen, da SIF ikke fik stemplet effektivt nok op på boldholderen, der slap igennem og scorede.

- I kampen sidste 20 minutter var der et gult kort til hver side, men ellers skete der ikke det store. Vi fik forårets første sejr, og det var vigtigt, slutter Jan "Krølle" Nielsen.

SUB 09, der slog SIF to gange indenfor få dage i påsken, fortsatte i øvrigt deres sejrsmarch og vandt 5-2 over TC Thy-Thisted Q i fredags. SUB 09 topper dermed JS-puljen med maksimumpoint 9 for tre kampe.

FC Thy-Thisted Q har desuden tabt 0-3 til Holtet IF, der har hentet to sejre i deres hidtil to spillede kampe.

Puljevinderen rykker i efterårets Kvindeserie Vest, mens nr. 2 til 6 forbliver i Jyllandsserien, og nr. 7-8 rykker ned i Serie 1.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/dyrt-gult-kort-for-js-kvinderne/

 

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/point-til-serie-2-kvinderne-i-premieren/

 

Luk