Menu

Spændende uge i vente for U 13-drenge

image Førsteholdet hos U 13-drenge slutter af på søndag hjemme mod Farsø-Ullits IK. Foto: U 13-drenge
Af Lars Hvilsted, U 13-drenge, holdleder
11. juni 2018 kl. 11:59
Alle tre hold fra U 13-drenge spiller deres sidste turneringskampe i denne uge, og for to ud af de tre hold venter der en yderst spændende afslutning på sæsonen - læs mere her...

Vi starter på onsdag 13. juni, hvor vores drenge i C-rækken (foto herunder, red.) kan blive puljevindere og rykke op fra C 2- til C 1-rækken.

Det kræver en sejr over Mariager IK, når drengene løber på banen i Støvring kl. 18.00. Første kamp i Mariager endte uafgjort 2-2. Drengene er i topform og vandt senest med hele 6-3 på udebane over Farsø/Ullits IK i onsdags.

Så springer vi til lørdag 16. juni kl. 10.00, hvor vores Liga 4-drenge (foto herover, red.) allerede har sikret sig en flot andenplads og kvalificeret sig til næste sæsons Liga 4 som U 14-hold. Liga 4 slutter sæsonen af på udebane mod rækkens bundprop Løgstør, som drengene besejrede med 6-1 i den første kamp på hjemmebane. Senest har drengene spillet uafgjort 2-2 på udebane mod AaB i søndags.

Sæsonen sluttes af søndag 17. juni med et brag en kamp, der med stor sandsynlighed bliver afviklet på opvisningsbanen i Støvring kl. 11.00, hvor drengene i Liga 2 skal vinde over Farsø/Ullits IK for at blive en flot nummer to i rækken. Liga 2-drengene vandt lørdag med hele 6-1 på udebane over SMS-Fjends, og da FS Holstebro samtidig "kun" spillede uafgjort 2-2 med Hornbæk SF, rykkede drengene fra Støvring forbi Holstebro p.g.a. reglen om at være bedst indbyrdes. De talentfulde Støvring-drenge er sikre på at kvalificere sig til næste sæsons Liga 2 som U 14-hold, hvor kun Top 3 er sikre på at blive i rækken. I den modsatte kamp mod Farsø/Ullits IK vandt Støvring-drengene med 3-1 på udebane.

Hele U 13-drenge-årgangen vil gøre alt for at slutte sæsonen flot af med tre sejre i sidste runde, og afdelingen håber på en fantastisk opbakning og kulisse til de to hjemmekampe onsdag kl. 18.00 og søndag kl. 11.00.

Tag venner og familien med på Støvring Stadion og få en super oplevelse med en masse god fodbold. Og skulle der være nogle, der alligevel skal ud og køre en tur på lørdag, kunne man jo kigge forbi Løgstør Stadion og støtte Liga 4-drengene i deres sidste udebanekamp.

Med sportslig hilsen
Lars Hvilsted, holdleder for U 13-drenge Liga 2

Luk