130

U 19-drenge satser også på plads i U 21-turnering i foråret 2012

SIF-nyheder
31. januar 2012 - 10:10 af: Jørn Eriksen

Det er et toløbet gevær, cheftræneren for U 19-drenge, Allan Christensen, lader til fodboldforåret 2012. Han satser nemlig både på kampe til sine tropper i U 19 A-rækken og i en U 21-turnering, der i givet fald sandsynligvis vil byde på 4-5 kampe på mandage. Læs mere her...

U 19-mandskabet i næsten samlet flok. Enkelte af stamspillerne er ikke med på dette foto fra efteråret 2011.

De har tænkt sig at skyde med skarpt, og det endda i to forskellige rækker i fodboldforåret 2012.
Og vi taler om SIF Fodbolds U 19-drenge, årgang 1993-1994.
Menuen byder i første omgang på kampe i U 19 A-rækken under DBU Jylland, men planen er også, at U 19-drenge skal være med i en såkaldt U 21-turnering, hvor nogle af de yngste seniorer også kan være med.

- Vi har to klare sportslige mål. Vi vil vinde både A-rækken og U 21-turneringen. Det kan ikke være anderledes, siger Allan Christensen, cheftræner for U 19-drengene i SIF Fodbold.
- Vi deltager ikke i U 21-turneringen bare for at være med. Vi vil vinde den turnering. Det er en god mulighed for at udvikle spillerne i en turnering, hvor spillere på tværs af flere årgange kan være med.

Allan Christensen og Kim Lyngberg, cheftræner for herresenior samt nyudnævnt klubhusinspektør i SIF Fodbold, har i enighed søsat planen om deltagelse i U 21-turneringen.

- Så vi kører på. Ellers er målsætningen selvsagt også at gøre andetårs-U 19-spillerne (årg. 1993, red.) klar til seniorfodbold efter sommerferien samt modne førsteårs-U 19-spillerne (årg. 1994, red.) til det samme til sommeren 2013, fortsætter Allan Christensen.

Allan Christensen, U 19-cheftræner, satser på kampe i både U 19 A-rækken og en U 21-turnering til sine spillere i foråret 2012.

Han førte i efteråret 2011 U 19-mandskabet frem til en andenplads i en A-række, hvor holdet sluttede á point med FC Solsiden i duellen om den enlige plads til Mesterrække 2 i foråret 2012, og SIF Fodbold fik som måske bekendt ikke opbakning hos DBU Jylland i en ankesag om, at U 19-tropperne burde have haft en af to ledige pladser i forårets Mesterrække 2 som absolut bedste to'er i samtlige 15 A-puljer i efteråret 2011.

DBU Jyllands Appeludvalg afviste SIF Fodbold i appelsag

- Jeg krydser fingre for, at vi havner i en A-pulje, hvor vi kan blive presset spillemæssigt i flere kampe end i efteråret 2011. Det vil udvikle spillerne bedre både individuelt og som hold. Det er også i det lys, at planen om deltagelse i U 21-turneringen skal ses, forklarer Allan Christensen.

A-rækken i U 19 byder på 10 kampe i foråret 2012, og så plejer U 21-turneringen at kaste 4 eller 5 kampe af sig på mandage.

- Vi vil typisk spille vores U 19-kampe på lørdage, så der bliver lidt luft til U 21-kampene, der måtte komme, pointerer Allan Christensen.

U 19-drenge har allerede så småt indledt udendørstræningen sammen med spillere fra herresenior. De har allerede trænet nogle torsdage ude i frostgraderne, og i feburar måned har U 19 og herresenior booket tid hver tirsdag aften til træning på kunstgræsbanen i Hobro.

- Jeg håber, at forældre enten vil køre spillerne til Hobro på de tirsdage - eller låne bilerne ud til de spillere, der har fået kørekort. Kunstgræsbanen i Hobro giver os mulighed for at lave noget fornuftig træning, og vi får også mulighed for samtræning/kampe mod herresenior, siger Allan Christensen.

U 19-drenge træner hver tirsdag og torsdag fra kl. 19.00 til 21.00, og i februar altså hver tirsdag på kunstgræsbanen i Hobro.

Truppen er kun på 15-16 spillere, så nye islæt i truppen er som altid meget velkomne til at prøve sig selv af og eventuelt hoppe med på den vogn, der skal drøne rundt i to rækker i fodboldforåret 2012.

U 19-drenge klar til JM-finalestævne 4.-5. februar i Helle Hallerne nær Varde