130

Nikolaj Hørby Kjeldsen ny cheftræner for U 15-drenge i SIF Fodbold

SIF-nyheder
29. november 2011 - 20:13 af: Jørn Eriksen

22-årig træner skal stå i spidsen for U 15-drenge efter nytår. Han har senest været cheftræner for FfI/Bangsbo Freja, som han førte op i U 15 Mesterrække 1. Læs mere...

- Det bliver en rigtig spændende udfordring. Vi skal op imod nogle af Jyllands allerbedste spillere, og forskellen på Mesterrække 1 og 2 er rimelig stor. Der er noget at arbejde med, ikke mindst mentalt, siger Nikolaj Hørby Kjeldsen.

Han er blot 22 år og står foran at skulle tage hul på et studium til fysioterapeut i Aalborg.
Der rykkes bopælen også fra Frederikshavn til Aalborg, og efter nytår har han altså sagt ja til at være cheftræner for U 15-drenge, årgang 1997, i SIF Fodbold.

Nikolaj Hørby Kjeldsen - her sammen med fællesholdet fra FfI og Bangsbo Freja - skal være ny U 15-drenge-cheftræner i SIF Fodbold.

U 15-drengene i SIF Fodbold vandt i efterårssæsonen Mesterrække 2-puljen, og det samme gjorde Nikolaj Hørby Kjeldsens mandskab fra holdfællesskabet imellem Frederikshavn fI (FfI) og Bangsbo Freja.

- Jeg har senest været cheftræner for U 15-drengene i FfI/Bangsbo Freja. Vi rykkede desværre ud af Mesterrække 1 i foråret 2011, hvorefter vi så vandt Mesterrække 2-puljen i efteråret, og på den måde fik jeg et godt punktum i klubben, forklarer det nye islæt i flokken af trænere i SIF Fodbold.

Nikolaj Hørby Kjeldsen har boet i Frederikshavn de seneste seks år, og gennem små fire år har han været ungdomstræner for forskellige hold over U 11, U 13 til U 15-drenge.

Det er den afgående sportschef i SIF Fodbold, Jannik Riis, der har forhandlet aftalen med Nikolaj Hørby Kjeldsen på plads.

Fra SIF Fodbold i samlet flok skal der lyde et STORT velkommen i folden til Nikolaj Hørby Kjeldsen.