Han er ikke den største tekniker på en fodboldbane, men han går altid 100 procent ind til de opgaver, han nu en gang bliver stillet over for, og det gælder både inden for kridtstregerne og i kulissen i SIF Fodbold.
Michael "Kålen" Andersen blev kåret til årets spiller hos herresenior, da klubben havde træner/lederfest (afslutningsfest for herresenior) lørdag 5. november i klubhuset.
Og SIF-cheftræner Kim Lyngberg havde såmænd Michael Andersen på podiet to gange, da han uddelte diverse hædersbevisninger. Første gang gjaldt det pokalen for størst træningsflid, hvem havde træner flest gange, Michael Andersen.
Årets fiduspokal på serie 2-holdet tilfaldt angriberen og målmageren Mads Harbo.
Der er mange gode letbenede teknikere på serie 2-holdet i SIF Fodbold, men titlen som årets spiller tilfaldt backen Michael Andersen, der som den eneste var med i samtlige kampe for serie 2 i efteråret.
Indstilling og fightervilje fejler intet hos den garvede forsvarsspiller, der blå helt ud i tæerne, og her tænkes på klubfarverne og ikke eventuelt begyndende alderdomstegn.
Kim Lyngberg kom i en tale pænt omkring den forgangne sæson. Han overrakte også gavekurv til holdleder Martin Christensen og klubhusinspektør Michael Knudsen som tak for indsatsen i den netop overståede sæson.
Der blev på tilsvarende vis delt pokaler ud på andetholdet i serie 4.
På serie 4 var det Mads Poulsen, der havde fået flest stemmer til fiduspokalen.
Tredjeholdet i serei 6 sikrede sig i den forgangne halvsæson oprykning til serie 5, mens første- og andetholdet sikrede sig oprykning til serie 2 og serie 4 i forårssæsonen 2011.
Tre oprykninger hos herresenior på to halvsæsoner i 2011 i SIF Fodbold, ikke så ringe endda.