Højt at flyve, dybt at falde
SIF - Aalborg KFUM 2-3 (2-0) 19. Maj 2007
Mål: Nicolaj Hvilsom, Lasse Hansen
Ovenpå sidste uges blamage i Sæby, var SIF´s juniormesterrække hold særdeles motiveret for at få vasket pletten af. Det skulle gå ud over Aalborg KFUM, der lørdag gæstede Støvring Stadion.
Det startede også godt for SIF.
- Vi styrer spillet i starten og får i det hele taget en god start på kampen og først og fremmest en meget energisk start, hvilket var vores helt store fokuspunkt ovenpå Sæby-kampen, fortæller træner Rasmus Gissel og fortsætter: "Vi kommer foran 1-0 cirka halvvejs i første halvleg og på det tidspunkt har vi overordnet set rigtig godt styr på kampen. Efter vores føringsmål mister vi dog lidt initiativ, men i slutningen af første halvleg kommer vi godt tilbage igen og får endda udbygget føringen med at mål i de døende sekunder af første halvleg til 2-0. I den periode spiller vi noget af det bedste fodbold vi har gjort hele året, så på sin vis kom pausen meget ubelejligt for os, men den skal nu engang være der og med en 2-0 scoring i halvlegens sidste minut, var momentum i den grad på vores side."
Men alle fodboldkampe har det tilfælles at slutresultatet er markant mere interessant end halvlegsresultatet, således også i lørdags.
- Fra start af anden halvleg mister vi fuldstændig kontrollen med kampen. KFUM kommer først på alle bolde, og udstråler i det hele taget et flot overskud. Vi bliver tværtimod meget defensive i vores tankegang og til tider ser vi decideret krampagtige og fastlåste ud, husker Rasmus Gissel og fortsætter: "Man kunne se det fra starten af anden halvleg. KFUM får et straffespark efter 6 minutter og i den forbindelse får de endda et gult kort så de skal spille med 10 mand i 10 minutter. De brænder straffesparket, så på det tidspunkt burde vi være advaret. Men vi kom aldrig i gang efter pausen og da der mangler et kvarter fører KFUM 2-3, hvilket holder til slut. Det er selvfølgelig ikke første gang i historien at et hold der fører ved pausen taber og heller ikke sidste. Men måden det skete på for os, var fuldstændig utilgivelig. Kort og godt så bevirker vores gode situation ved pausen at for mange inden anden halvleg tror at kampen er vundet. Men sådan er det bare ikke på det her niveau. Der er man nød til kampen igennem at investere alt man har i at vinde hver eneste duel og hver eneste centimeter. De kræfter investerede vi slet ikke i anden halvleg. Vi stod mere eller mindre stille og regnede med at appelsinen bare ville falde ned i turbanen. Og det duer simpelthen ikke. Nu har vi i de sidste 2 kampe kun præsteret ordentligt i én halvleg og det er vi gudskelov blevet straffet for. Men det må samtidig også være et signal der er til at forstå. Det er NU, at alle skal hanke op i sig selv og i sidemanden og hele tiden stille krav om at vi gør alt hvad der er os muligt for at præstere så godt som muligt. Nu har vi 14 dages kamppause inden vi gæster AaB. Den periode skal bruges til at pace hinanden så vi næste gang vi stiller op til kamp, kan stole på at vi i samfulde 80 minutter gør alt hvad der er os muligt, for det skylder vi os selv og frem for alt så skal vi have bevist at vi rent faktisk er berettiget på det her niveau, for det har vi ikke vist i de sidste 2 kampe og specielt ikke i anden halvleg mod KFUM.