SIF - Hjørring IF fredag d. 12. oktober 2007
I forhold til tabellen er kampen uden betydning. Næsten. Den er afgørende for om viv inder kredsen med, i bedste fald syv point og i værste fald ét point.
At vinde rækken med hele syv point vil være at sætte en tyk streg under det fremragende efterår i har leveret.
Et efterår der startede med turen til Spanien J og som forhåbentlig først slutter når finalen om jysk mesterskab er fløjtet af.
Spillemæssigt er efteråret dog langt fra færdigt. Vi skal naturligvis bestræbe os på at forbedre os hele tiden, ikke mindst med tanke på at der kommer knald eller fald kampe om 1-2 uger.
Sidste uges kamp mod Aalborg Freja, var en stærk og solid præstation, som for det første afslørede hvad vi er rigtig gode til, nemlig pasningsspil og et stærkt forankret koncept. Kampen viste også hvad vi i nogen grad stadig mangler.
Vi skal turde rykke vores backs længere frem på banen i boldbesiddelse, så vi på den måde kan holde spillet højt oppe på banen og frigøre centrale folk til både at kunne løbe dybt og at hente boldene.
For at få backs mere med i spillet og højere op på banen kræver det at spillet oftere vendes og vendes hurtigt når bolden er i centrum. Det kræver samtidig også en tydeligt spillende kantspiller der giver signaler til sin back om hvad der skal ske og så kræver det naturligvis at vi formår at holde fast i boldene over længere tid.
Med andre ord, det er altså HELE holdets opgave. I sig selv ikke mærkeligt for hvis spillet skal fungere optimalt skal alle arbejde hårdt i holdets tjeneste og for hinanden.
Her hvor efteråret og dermed sæsonen går på hæld er der naturligvis heller ikke tale om store forkromede mangler men om nuancer. Og netop nuancer bliver vigtigt i den kommende tid hvor vi skal op mod andre kredsvindere der med garanti er mindst lige så gode som os selv. Det hold der bedst har styr på nuancerne vil formegentlig vinde.
Kampen mod Hjørring skal bruges til at vi viderebygger og øver os i nuancerne og så skal den bruges til at slutte en foreløbig fremragende turneringsindsats af.
I den forbindelse skal det nævnes at Hjørring har vundet deres sidste 4 kampe siden vi mødte dem så det bliver nok allerede i kampen mod Hjørring at nuancerne bliver afgørende.