SIF - Aalborg Freja lørdag d. 1. september
3 kampe uden nederlag er i sig selv en okay start på turneringen. Med maksimalt uheld kunne vi have lagt med 0 point og med maksimalt held med 9 point.
Det er imidlertid blevet til en blød mellemvare midt i mellem disse to yderpunkter.
En blød mellemvare er måske i virkeligheden også hvad vi selv er ved at være.
Vi spiller periodevis rigtig rigtig flot fodbold. Vi scorer som hovedregel mange mål. Men for ofte når der er spillet flot og lagt op til sejr og det eneste vi mangler er at snøre sækken, så bliver knuden bundet dårligere end et børnehaveklasses-råbåndsknob og det ender for ofte med at vi efter kampen har travlt med at snakke om at ?vi burde have vundet?.
Hvis vi skal med i toppen skal den tendens vendes. Weekendens kamp tror jeg bliver afgørende for om vi skal være midterhold eller tophold. 0 eller 1 point så vil mit gæt være at vi havner på placeringerne 3-5. Får vi 3 point, tror jeg til gengæld vi sætter en positiv spiral i gang og dermed har mulighed for en placering i top 2.
Hvordan får vi så en sejr?
Først og fremmest skal vi holde fast i de positive tendenser fra sidste weekend mod Frederikshavn, hvor specielt pasningsspillet til tider var aldeles fremragende.
Det er selvfølgelig også nemt at sige at vi skal luge ud i fejlene! Men hvordan gør man lige det.
Fodbold spilles i høj grad mellem ørerne, hvor en kombination af fodboldintelligens og vindermentalitet følges ad.
Det er ikke ting der skal snakkes om, men ting der skal vises og ikke bare i kampens indledning, men igennem en hel kamp og flere på hinanden følgende kampe. Den disciplin har vi endnu ikke vist vi har lært.
At bringe den rette kombination af de 2 punkter i spil, er i høj grad noget der skal komme indefra.
Man skal aldrig stille sig tilfreds så lang tid der er nye mål at stræbe efter. Reelt betyder det at hvis man fører 3-0 i en fodboldkamp så må målet være at komme foran 4-0.
Man løber aldrig tør for mål, hvis man selv gider, at grave efter dem.
Derfor tror jeg i høj grad at, vindermentalitet og det at sætte nye mål i høj grad bliver afgørende for kampen på lørdag og for resten af efteråret.