Sæby - SIF søndag d. 16. september 2007
Det er en vaskeægte topkamp vi på søndag skal være den ene part i.
Nogle vil endda mene at vi er det hold i kampen der har mest at tabe og mindst at vinde, idet vi på nuværende tidspunkt ligger nummer 1.
Jeg er lodret uenig.
Lad os som eksperiment skrue tiden næsten 3 år tilbage og tage udgangspunkt i hvor vi var på daværende tidspunkt.
Halvdelen af Jer(91) var lige blevet nummer 5 i drenge 1, den anden halvdel nummer 4 i lilleputmesterrække 2 (92).
Året efter vandt vi sammen drenge 1 i de samme årgange som vi spiller i nu.
På nuværende tidspunkt ligger vi nummer 1 i juniormesterrække 2 og hvis vi gør det bare nogenlunde her i anden turneringshalvdel så ender vi ikke dårligere end nummer 3.
Det er umiddelbart en kæmpe succes, hvis vi tager udgangspunkt i hvor vi var for 3 år siden. Derfor mener jeg også at vi har alt at vinde i kampen på søndag.
Med en sejr har vi spillet os i en rigtig god position til at blive i mellem de 2 bedste, hvilket vil være en endnu større succes.
Det ultimative mål er selvfølgelig at vinde rækken og det er da i den grad også det vi skal stile efter.
Men med tanke på niveauet for 3 år siden vil det ikke være lig med fiasko hvis ikke vi gør det. Vi har spillemæssigt udviklet os enormt og har et fasttømret koncept som kan bære os langt.
Det vigtige er at vi aldrig stiller os tilfredse med det niveau vi er på nu.
Derfor håber jeg også at lysten til at sætte Sæby af på søndag, vil være større end tilfredsheden ved at ligge nummer 1 nu.
En sejr vil bringe os 5 point foran Sæby og dermed i en rigtig god position til at indtage en top 2 placering. Det er i den grad værd at gå efter og vil være en kæmpe bedrift i forhold til niveauet for 3 år siden.
Derfor håber jeg at sulten og lysten er større end tilfredsheden og at det kommer til udtryk på søndag så vi sammen kan bevise overfor alle hvor langt vi er nået.