Aalborg Freja - SIF søndag d. 7. oktober 2007
Revanche er overskriften når vi på søndag gæster Aalborg Freja.
Revanche i forhold til vores egen indsats i sidste weekend hvor indsatsen og spillet mod Frederikshavn slet og ret var for dårlig.
Det er okay at tabe fodboldkampe - det gør alle. Måden vi tabte på i lørdags var ikke okay.
Vi skal som udgangspunkt forsøge at droppe alle tanker om at puljen kan vindes i tilfælde af sejr og droppe alle tanker om hvad det i øvrigt måtte føre med sig.
Vi skylder først og fremmest os selv en ordentlig indsats ovenpå sidste weekend. Om den indsats så rækker til sejr må tiden vise.
Hårdt arbejde er som så mange gange før nøgleordet. Det er igennem hårdt arbejde man når til godt spil.
Vi skal arbejde knaldhårdt for at vinde de mange dueller, der helt givet vil være i kampens indledning.
Hvis vi formår at vinde flertallet af de dueller, så får vi mulighed for at være det hold der har bolden mest og det er det vi er bedst til.
Med bolden er hårdt arbejde selvsagt også et nøgleord. Der skal arbejdes med bolden - af de spillere uden bold. Der skal hele tiden være løb for boldfører, for ellers kan det være lige meget med at have bolden. Den disciplin var vi heller ikke gode nok til i lørdags og i forhold til den måde vi gerne vil spille fodbold på er det et absolut kardinalpunkt.
Kvaliteten i spillet vil næsten altid svinge fra kamp til kamp. Hver eneste fodboldkamp lever sit eget liv og udgangspunktet er altid 0-0 hvilket betyder at begge hold har en chance. Ramler man så ind i dårlig dag er der ikke så meget at gøre ved det. Men som udgangspunkt kan man som minimum sørge for at levere en indsatsmæssig og fightermæssig indstilling der gør at man har mulighed for at spille godt.
Jeg er i princippet fløjtende ligeglad med om vi vinder eller taber på søndag. Jeg er langt fra ligeglad med den indsats vi leverer. Hvis alle mand gør hvad de kan så kan ingen forlange mere. Det var ikke tilfældet i lørdags og derfor var lørdagens nederlag til Frederikshavn fuldstændig uacceptabelt, på grund af indsatsen.
Leverer vi en godkendt indsats men taber på søndag så er der ikke noget at gøre ved det, for indsatsen er det vigtigste på søndag.
Jeg er i øvrigt sikker på at vi med en ordentlig indsats har muligheden for sejr, men med den situation vi bragte os selv i sidste lørdag vil en ordentlig indsats være en sejr i sig selv.